Fortsæt til indhold
Fodbold

Claus Bretton-Meyer fyret som DBU-direktør

Claus Bretton-Meyer fratræder efter knap fem år på posten.

DBU skal have ny direktør. Unionens bestyrelse har besluttet, at man ønsker en ny og anderledes profil som direktør i det største danske specialforbund, skriver DBU på sin hjemmeside.

Claus Bretton-Meyer nåede knap fem år i spidsen for unionen og har i den tid været med til at skabe en ny strategi i DBU.

DBU skriver, at unionen i den tid har styrket balancen mellem indtægter og udgifter. Der er blevet ansat en række nøglepersoner som en ny trænerduo til landsholdet i Åge Hareide og Jon Dahl Tomasson samt fodbolddirektør Peter Møller.

DBU-formand Jesper Møller forklarer, at man ønsker en ny og anderledes profil i fremtiden.

»De sidste fem år har vi gennemført historiske politiske reformer med en ny struktur for DBU’s bestyrelse og forskellige fagudvalg, en ny kompetence-afklaring mellem DBU, Divisionsforeningen og Lokalunionerne samt længerevarende landsholdsaftaler. Derfor mener vi, at det er tid til en ny ledelsesprofil med fokus på fodbold, kommerciel udvikling samt håndtering af den fremtidige fodboldpolitiske struktur,« siger DBU-formanden til unionens hjemmeside.

I den brede offentlighed blev Claus Bretton-Meyer kendt som DBU's frontfigur i konflikterne om aftaler med landsholdsspillerne på både kvinde- og herrelandsholdet.

Konflikterne betød, at kvindelandsholdet trak sig fra en VM-kvalifikationskamp mod Sverige i oktober 2017. Det resulterede i et skrivebordsnederlag på 0-3. Det var medvirkende til, at Danmark ikke vandt sin kvalifkationspulje og i sidste ende ikke kom med til VM.

Hos mændene måtte DBU sende et sekundahold på banen i træningskampen mod Slovakiet, hvor holdet tabte 0-3. Parterne nåede dog til enighed få dage, før holdet skulle spille Nations League-opgøret mod Wales.

Til den kamp stillede Danmark med stærkeste hold og vandt 2-0. Danmark endte med at vinde sin pulje og rykke op i bedste lag i Nations League.

Men Bretton-Meyer vil også blive husket som manden, der kom ind og ryddede op i organisationen og tog nogle store kampe.

Han var med til at fyre kommunikationschef Lars Berendt, og fra flere sider blev han kaldt kynisk i sin behandling af Morten Olsen, der i 2015 valgte at stoppe som landstræner efter 15 år på posten.

»Med en baggrund i forretningslivet og ikke fodbolden har Bretton-Meyer aldrig været populær i de brede, fodboldpolitiske kredse. Omvendt har han formået at skabe en bedre økonomi i DBU, hvilket var hans altoverskyggende opgave ved ansættelsen. Derfor kan timingen virke spøjs, men hans mange uheldige sager har slidt både internt og eksternt,« siger Jyllands-Postens sportsredaktør Thomas Møller Kristensen om fyringen.

Vicedirektør Kenneth Reeh bliver konstitueret som direktør, mens unionens bestyrelse skal sætte gang i en proces med at beskrive den fremtidige ledelsesstruktur.

I forbindelse med sin fratrædelse udtaler Claus Bretton-Meyer:

»Fodbold er verdens største sport og at arbejde med den er en fantastisk rejse med mange ildsjæle og gode mennesker. Jeg ønsker at takke medarbejdere, samarbejdspartnere og alle dem, der har været med til at skabe gode resultater de seneste fem år. Held og lykke til den videre rejse.«