Michael Laudrup efter historier om kontakt til Real Madrid: »Patetisk«
Den danske træner vil ikke kommentere, hvorvidt han ville være interesseret i at blive træner i Real Madrid.
Den danske træner og tidligere fodboldspiller Michael Laudrup har ikke været tilfreds med de historier, der har været omkring hans person i løbet af den seneste uge.
I spanske medier som Marca og AS har han kunnet læse, at han skulle have taget kontakt til ledelsen i Real Madrid for at tilbyde sig selv som træner for klubben.
»Når de begynder at sige, at man selv kontakter, så synes jeg, at det er lidt patetisk journalistik«, sagde han, da han var med TV 3’s Champions League-studie inden tirsdagens kamp mellem Real Madrid og Viktoria Plzen.
Direkte adspurgt, om han kunne tænke sig at blive træner i klubben, sagde han:
»Det er sådan et, jeg kalder for et ’overskrift-spørgsmål’, for uanset om jeg siger ’ja’ eller ’nej’, så bliver det til en overskrift. Så det svarer jeg ikke på«.
Real Madrids træner Julen Lopetegui er kommet i problemer efter en svingende sæsonstart, der senest har budt på et nederlag til Levante i La Liga.
Efter ni kampe ligger Real Madrid nummer ni i den spanske liga.
Michael Laudrup har tidligere spillet for Real Madrid, ligesom han nåede at spille i klubber som FC Barcelona, Juventus og Ajax.
Som træner har han bl.a. været hos Brøndby IF, Mallorca, Getafe og Swansea.