Fortsæt til indhold
Fodbold

Ankersen før landsholdscomeback: Jeg er bagud fra start

FCK-backen satser på, at han med en god indsats til træningerne kan få spilletid i de kommende landskampe.

/ritzau/

Peter Ankersen fik hilst på Åge Hareide søndag i Parken, efter at FC København havde vundet 4-0 over Randers FC i Superligaen.

Pludselig - mens FCK-backen var ved at blive interviewet om kampen - dukkede Danmarks landstræner op og gav høfligt hånd. Hvorefter nordmanden var væk igen, inden nogen kunne nå at tælle til tre.

Seancen var på sin vis symbolsk for den kommunikation, der har været mellem Peter Ankersen og Åge Hareide i lang tid.

Landstræneren bruger sin kostbare tid på de spillere, han udtager. Ikke på dem, der sidder forsmåede tilbage.

Det var tilfældet for Peter Ankersen, da han i juni blev siet fra til VM-truppen som en af de sidste spillere.

Den dybe skuffelse satte højrebacken i sidste uge ord på i et interview med BT. Nu er han atter med i landsholdstruppen til kampene mod Irland og Østrig, og det glæder han sig over.

- Jeg er godt klar over, at jeg er bagud fra start, men det gælder om at vise sig frem i træningerne.

- Hvis Åge kan lide det, han ser, så håber jeg da på, at jeg får lov til at spille i en af kampene og bevise, at jeg hører til på det hold, siger Peter Ankersen.

Landsholdet træner mandag i Herning, som bliver træningsbase for holdet før lørdagens Nations League-kamp mod Irland i Dublin og testkampen mod Østrig i Herning på tirsdag i næste uge.

Netop Dublin var scenen, da Peter Ankersen i november sidste år spillede sin 21. og hidtil seneste landskamp. Det skete, da Danmark vandt 5-1 over irerne og kvalificerede sig til VM.

Siden har han altså ikke fået spilletid, og han var heller ikke udtaget til truppen til landskampene mod Slovakiet og Wales i september.

FCK-træner Ståle Solbakken kaldte for nylig Peter Ankersen for Danmarks bedste back.

Den 28-årige tidligere Esbjerg-spiller har også følt sig berettiget til spilletid på landsholdet, hvor Henrik Dalsgaard og Jens Stryger Larsen har været de foretrukne valg.

Peter Ankersen vælger imidlertid at se fremad. Også selv om han med egne ord måtte bruge en del tid på at sluge skuffelsen over VM-fravalget.

- Der er ingen "bad feelings" fra min side. Åge stod med et svært valg, og han skulle jo træffe et valg. Og det var så mig, det gik ud over, sådan er det i fodbold.

- Jeg var skuffet hen over sommerferien, og så har jeg arbejdet videre knaldhårdt.

- Jeg synes, at jeg nu plukker frugterne af det hårde arbejde, jeg har lavet. Og så håber jeg, at jeg kan overbevise ham om, at jeg skal være en fast bestanddel af det hold, siger Peter Ankersen.