Optakten til Wales-kampen bliver mildt sagt alternativ, men DBU har en plan
Landsholdet får ingen tid til at træne de store taktiske finurligheder.
Både spillere og trænerstab fra Wales har været forvirrede.
Ville det overhovedet give mening at rejse til Danmark, for vil de komme til at spille på søndag?
Og i givet fald – ville de også komme til at møde de lykkeriddere, der med kort varsel trak en rødhvid trøje over hovedet, tabte hæderligt til Slovakiet og dermed vigtigst af alt holdt dansk fodbold fra at blive fældet af en hård straf fra det europæiske fodboldforbund?
Dels stred opgaven med at møde en flok amatører mod deres professionelle stolthed, dels kan de nok ikke have undgået at frygte den potentielle katastrofe, som alt andet end en klar sejr ville have været.
Waliserne behøver ikke længere bekymre sig – eller brokke sig, for de kommer ikke op mod ukendt modstand og kommer heller ikke til at gå ind til kampen med den dårligste forberedelse af de to hold.
Torsdagens kompromis mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen har banet vejen for et comeback til både Eriksen, Schmeichel og Kjær samt landstræner Åge Haredie, der dog står foran noget af en opgave.
For det første aner nordmanden ikke, om alle spillere får lov til igen-igen at rejse til Danmark for at slutte sig til landsholdslejren, da flere af dem allerede har været afsted for blot at returnere onsdag som følge sammenbruddet i forhandlingerne om en ny landsholdsaftale mellem DBU og Spillerforeningen.
Det internationale fodboldforbunds regler fastslår nemlig, at landsholdsspillernes klubber skal have et varsel mindst 15 dage inden en landskamp, hvis de uden indvendinger skal frigive spilleren. Med deres beslutning om at rejse hjem til deres daglige arbejdsgiver har landsholdsspillerne reelt afsluttet den igangværende landsholdssamling og skal dermed formelt indkaldes igen – og klubberne er derfor i deres gode ret til at afvise DBU's anmodning om at bruge spillerne mod Wales, da den dermed ikke vil overholde tidsfristen på de 15 dage.
For det andet aner nordmanden ikke, hvornår han kommer til at råde over den fulde trup. Allerede torsdag blev spillerne forsøgt hjulpet ind i det første, det bedste fly, men DBU har foreløbig valgt at nedtone forventningerne til de deciderede forberedelserne.
Ifølge Jyllands-Postens oplysninger håber unionen at kunne sende spillerne på græs klokken 15.00 fredag i Aarhus, hvor træningen imidlertid vil være lukket og altså skjult for offentligheden.
Efter træningen vil spillerne dog møde pressen for blandt andet at fortælle, hvordan de har tænkt sig at slå Wales, der indledte Nations League ved at slå Irland 4-1 torsdag aften.