John "Faxe" Jensen skal stå i spidsen for alternativt landshold
Landsholdet skal i aktion onsdag aften i Slovakiet.
John "Faxe" Jensen og Hasse Kuhn bliver midlertidig landstrænerduo til testkampen mod Slovakiet.
Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU).
Duoen træder til i fraværet af Åge Hareide og Jon Dahl Tomasson, der ikke står i spidsen for et hold af spillere, de ikke selv har udtaget.
»Når jeg siger ja til at hjælpe her, er det, fordi jeg føler meget, meget stærkt for landsholdet som institution, og fordi jeg mener, at det vigtigste dog må være, at kampene trods alt bliver spillet,« forklarer John "Faxe" Jensen i en pressemeddelelse.
Hasse Kuhn er træner i Skjold Birkerød, der ligger næstsidst i Danmarksseriens Pulje 1. Han huskes især for sin tid som træner for Lyngbys amatørhold, der spillede en halv sæson i Superligaen efter klubbens konkurs.
Hvis efternavnet virker velkendt, skyldes det formentlig, at Hasse Kuhn er bror til cheftræner i Hobro, Allan Kuhn. Som aktiv har Hasse Kuhn spillet for bl.a. Rønne IK, Lyngby og Søllerød.
John "Faxe" Jensen har som aktiv spillet i bl.a. Brøndby, Hamburg SV og Arsenal. Han nåede 69 landskampe og var EM-vinder i 1992, hvor han scorede det første danske mål i EM-finalen.
Som træner har han stået i spidsen for bl.a. Herfølge, Randers FC og senest Fremad Amager, ligesom han har været assistenttræner i Brøndby IF, Getafe og Blackburn.
»På DBU’s og dansk fodbolds vegne er jeg glad for, at John "Faxe" Jensen har taget den svære opgave at stå som træner i de to kampe,« siger Kim Hallberg, der er elitechef i DBU, og påpeger:
»Vi skal stille hold i de to landskampe for at undgå millionbøder og mulig udelukkelse af landsholdet i flere år.«
Mens John "Faxe" Jensen kommer til at være den den umiddelbare landstræner, skal Hasse Kuhn fungere som assistenttræner.
DBU meddeler, at nødlandsholdet nu er på vej til Bratislava i Slovakiet. Navnene på spillerne vil først blive offentliggjort senere.
Rettelse: Vi skrev tidligere, at den nye trænerduo ifølge Ekstra Bladet består af Hasse Kuhn og Benny Gall. Det er ifølge flere andre medier dog ikke tilfældet.