Fortsæt til indhold
Fodbold

Sisto bliver hyldet i Spanien efter drømmemål og storspil: »Han gjorde grin med de fysiske love«

Danskeren scorede og lavede en assist i mandagens sejr over Levante.

Det var én af de aftener, hvor alting lykkedes for Pione Sisto.

Eller som den spanske avis Marca skriver:

»Det var hans aften. Og han vidste det«.

Med et næsten usandsynligt mål bragte den danske landsholdsspiller sig selv i fokus, inden han med en assist var med til at sikre Celta Vigo en 2-1 sejr over Levante mandag aften.

Både målet og præstationen har fået de spanske aviser til at hylde den 23-årige dansker, mens både holdkammeraterne og hans træner tilslutter sig rosen.

Ifølge sportsavisen Marca var det, »som om han var på en motorcykel, mens de andre gik«.

Avisen Metropolitato skriver, at det var en »sensationel kamp af danskeren«, ligesom hans oplæg til 2-0 målet lignede »en smuk hyldest til landsmanden Michael Laudrup«.

Og så var der målet, som AS beskriver på følgende måde:

»Det burde være umuligt at skyde fra den vinkel, men Sisto gjorde grin med de fysiske love«.

Træner Antonio Mohamed konstaterede, at Sisto havde spillet »en stor kamp«, mens anføreren Hugo Mallo mente, at danskeren viste sit store potentiale.

Med sejren har Celta Vigo fire point efter to kampe i denne sæson.

Celta Vigos øvrige to danskere, Andrew Hjulsager og Mathias Jensen, var ikke med i kamptruppen.