Fortsæt til indhold
Fodbold

Matchvinder Poulsen: »Troede, jeg skulle være skurk«

Yussuf Poulsen var taknemmelig for sin rolle i sejren over Peru.

Det kunne være gået helt anderledes for Danmark i VM-åbningskampen mod Peru. Matchvinder Yussuf Poulsen lavede straffespark på Perus Christian Cueva i 1. halvleg, men Cueva ”blæste” straffesparket over mål. Derfor endte Poulsen i stedet som matchvinder med sin koldblodige afslutning i 2. halvleg, da Christian Eriksen fandt kantspilleren i et kontraangreb.

»Det var en følelsesmæssig kamp. Især for mig. Jeg troede, at jeg skulle være skurken, da jeg lavede straffesparket. Så endte jeg med at score det afgørende mål. Jeg er taknemmelig,« sagde Yussuf Poulsen på pressemødet efter kampen.

Det var en hektisk, dramatiske og ganske følelsesladet VM-åbningskamp for Danmark. William Kvist måtte udgå i 1. halvleg med det, der ligner et brækket ribben. Er det tilfældet, er han færdig ved VM.

Stadion i Saransk var præget af mindst 20.000 tilhængere fra Peru, som skabte en vild stemning op til kampen og især i dens begyndelse. Det så ud til at præge danskerne.

»Det var en speciel kamp. For mange af os var det første VM-kamp nogensinde. Der var noget nervøsitet. Det var en hektisk begyndelse, og det var meget hektisk hele vejen igennem. Vi gav alt og kæmpede. Vi kastede os ned i bolden indtil sidste minut,« sagde Yussuf Poulsen, som ikke var i tvivl om, at landsholdet bliver bedre, som turneringen skrider frem.

»Det var ikke vores bedste kamp, men vi gav alt, hvad vi havde,« sagde han og fortsatte:

»Vi kommer til at blive bedre. Det er jeg slet ikke i tvivl om.«