Fortsæt til indhold
Fodbold

»Jeg ved sgu ikke, hvor meget jeg får sovet i nat«

FC Helsingørs direktør vil gerne holde på spillerne - men aner ikke om det kan lade sig gøre.

Det var en tydelig rørt FC Helsingør-direktør, der stod i spillertunnellen efter nedrykningen var en realitet. Holdet tabte den direkte nedrykningsduel til Silkeborg, og direktøren må sande, at det kun blev til et år i den bedste liga.

»Det er et hårdt bump på vejen, hvor det gør rigtigt ondt, men vi skal nok komme tilbage. I dag græder vi og har ondt af os selv, og i morgen rejser vi os,« sagde Janus Kyhl, der er klar til at tage fat på Helsingørs fremtid allerede i morgen.

»Jeg ved sgu ikke, hvor meget jeg får sovet i nat, men jeg skal lægge en plan. Jeg skal mødes med bestyrelsen i morgen, og der skal jeg præsentere en plan om, hvordan vi tager den herfra,« sagde Janus Kyhl.

Planen går i grove træk ud på at satse på ungdommen og ikke sætte penge til.

»Vi fortsætter den langsigtede strategi med at satse på ungdommen. Vi skal tilbage i Superligaen, men det bliver med Helsingør-dyderne,« sagde Janus Kyhl.

Han vidste ikke på stående fod, om FC Helsingør kan holde på spillerne efter nedrykningen.

»Men jeg vil helst ikke sælge nogen.«