Lettelse i Randers: Sikrede sig overlevelse og endnu en sæson i Superligaen
Superligaen får også fornøjelse af Randers FC i næste sæson. Det står klart efter sejr i returkampen mod Lyngby.
Randers FC gjorde rent bord imod Lyngby og sikrede sig endnu en sæson i Superligaen efter to sejre. Mandagens kamp sluttede 2-1.
Der var lagt i kakkelovnen til fest i Randers på 2. pinsedag, hvor Randers FC tog imod Lyngby BK i den vigtige kamp om en direkte billet til Superligaen. Randers FC havde sat billetpriserne ned og det kunne ses på lægterne, hvor de lyseblå fik flot opbakning fra 8113 tilskuere. Sæsonrekord. I dagens anledning havde klubben både arrangeret tifo og udleveret klappevifter til hjemmeholdets tilhængere. Om der lå en dybere symbolsk mening i vifterne er uvist, men Randers FC havde denne mandag en oplagt mulighed for at vifte den kaotiske 2017-2018 sæson væk og i stedet se frem mod en ny sæson i Superligaen.
Holdet havde nemlig sikret sig matchbolden i Lyngby og nu skulle overlevelsen sikres. Lyngby har aldrig vundet over Randers. Derfor så det gevaldigt svært ud for de kongeblå efter 2-1 nederlaget på hjemmebane. Til gengæld havde holdet intet at tabe, men alt at vinde.
Lyngby startede 1. halvleg bedst. Tilbagevendte Mayron George, tidligere Randers - kommende FCM-angriber, havde i løbet af de første ca. 20 min fire afslutninger på mål. Det lykkedes dog ikke costaricaneren at sætte bolden i målet. Til gengæld lykkedes det ham at bringe dommer Jens Maae op i det røde felt, da angriberen klappede af dommeren i en hånlig gestus for en kendelse, han tydeligvis ikke var enig i. Han slap dog med en kraftig reprimande. Efter 36 min. brokkede han sig igen, denne gang til linjedommeren over et frispark begået af Jeppe Kjær på Erik Marxen. Denne gang gik det ikke, gult kort.
Selvom det var Lyngby, der havde de fleste chancer var det Randers FC, der kom foran efter 26 min. Mikkel Kallesøe hamrede bolden i Lyngby-målet på et fladt indlæg fra Kevin Conboy, der havde taget turen ned til baglinjen. Første sæsonmål for den 21-årige midtbanespiller. 1-0. Hård skæbne for Lyngby, der indtil målet havde været det bedste hold. Nu skulle de minimum score tre gange, hvis de skulle have forhåbninger om at indkassere Superligabilletten.
Randers FC måtte skifte målmand Hannes Halldorsson ud i pausen. Den stærke islænding meldte om problemer med lysken allerede midt i førstehalvleg. En klar svækkelse af Randers FC.
Svækket var de ikke i angrebet, da Marcus Mølvadgaard efter blot seks minutter gjorde ondt værre for Lyngby. 2-0 på en assist fra Bashkim Kadrii.
Det lykkedes Mayron George at reducere efter 65 min. på et indlæg fra Michael Lumb. Den indskiftede Frederik Due i Randersmålet var uden chance i denne situation.
Kampen gik i et form for stilstand i de sidste 20 min. Det eneste de to hold kunne blive enige om at hidse sig op over var dommeren. Ingen af dem ville rigtigt mere end at slås på midtbanen.
Efter 95 min. kunne jublen bryde ud i Randers. Klubben kan se frem til en ny sæson i Superligaen og lægge en horrible sæson bag sig.
Mens Randers FC kan holde sommerferie skal Lyngby ud i to playoff-kampe mod Vendsyssel FF om en plads i 1. division.