Landstræner har fravalgt Superliga-profil: »Jeg er ansat for at vinde - ikke for at udvikle spillere«
Landstræner Åge Hareide har udtaget den 35 mand store bruttotrup til VM i Rusland. En af spillerne, der ikke er med, er Brøndbys Christian Nørgaard.
Fodboldlandsholdets bruttotrup til VM i Rusland står klar, efter at landstræner Åge Hareide mandag løftede sløret for truppen i DBU's lokaler i Brøndby.
Forud for udtagelsen var der tvivl om, hvorvidt der ville blive plads til Superliga-profilen Christian Nørgaard, men Brøndbys midtbanedirigent er ikke kommet med blandt Hareides udvalgte, fordi rutine har været et vigtigt parameter for landstræneren.
»Vi har vægtet rutine. Erfaring i forbindelse med slutrunder og international fodbold er vigtigt. Det tager tid at bygge en spiller som Christian Nørgaard op,« sagde Åge Hareide.
»Jeg er ansat for at vinde - ikke for at udvikle spillere,« slog landstræneren efterfølgende fast.
På trods af, at Hareide vægter rutine højt, er der alligevel blevet plads til tre markspillere i truppen, der endnu ikke har spillet for landsholdet.
De tre er Mathias Jensen (FC Nordsjælland), Kenneth Zohore (Cardiff) og Robert Skov (FCK).
Af de 35 spillere vil de fleste deltage i en indledende træningslejr i Helsingør fra den 23. til den. 26. maj, mens der vil være spillere, der skal restituere efter en lang sæson, ligesom Mike Jensen og Nicklas Bendtner først skal færdiggøre den norske sæson, før de kan tilslutte sig landsholdslejren.
Den formelle træningslejr begynder 28. maj - forinden vil Hareide slanke truppen ned til cirka 24 spillere. Herefter har den norske træner en uge til at beslutte sig for den endelige VM-trup, hvor der skal udtages 23 mand. Her er der deadline den 4. juni.
Landstræneren skal herfra udtage 23 VM-spillere. Tre målmænd, otte forsvarsspillere, seks midtbanespillere, seks angribere. Ifølge Jyllands-Posten er 19 spillere sikre på at blive udtaget.
De sikre
- Målmænd: Kasper Schmeichel, Jonas Lössl, Frederik Rønnow
- Forsvarsspillere: Simon Kjær, Andreas Bjelland, Mathias ’Zanka’ Jørgensen, Henrik Dalsgaard, Andreas Christensen, Jens Stryger Larsen
- Midtbanespillere: Christian Eriksen, Thomas Delaney, William Kvist, Lasse Schöne, Lukas Lerager
- Angribere: Nicolai Jørgensen, Andreas Cornelius, Nicklas Bendtner, Pione Sisto, Yussuf Poulsen
På vippen
- Forsvarsspillere – to pladser ledige: Jannik Vestergaard, Nicolai Boilesen, Riza Durmisi, Jonas Knudsen
- Midtbanespilllere – en plads ledig: Mike Jensen, Pierre Emile Højbjerg, Daniel Wass
- Angrebsspillere – en plads ledig: Martin Braithwaite, Viktor Fischer
Reserver
- Målmænd: Jesper Hansen
- Forsvarsspillere: Peter Ankersen
- Midtbanespillere: Michael Krohn-Dehli, Mathias Jensen
- Angribere: Robert Skov, Kasper Dolberg, Kenneth Zohore