Triumf i Parken - Brøndby er pokalvinder for første gang i 10 år
Brøndby overkom en Silkeborg-føring i pokalfinalen og vandt klubbens første, store trofæ i 10 år.
Det skete 1. maj 2008. Brøndbys daværende formand Per Bjerregaard stod foran en hvid trædør i et af de lokaler i Parken, der serveres fin mad i, når der spilles fodbold. Nu vendte det, nu var Brøndby der igen, fortalte han. Denne pokalfinalesejr på 3-2 over Esbjerg ville blive kampen, der trak Brøndby ud af et par år med uro og svigtende resultater fra en skævt indkøbt trup. Det skete ikke. Brøndby havde ikke set noget endnu og endte med at flirte med konkursen og nedrykningen.
10 år og 10 dage senere.
Foran et brusende hav af fanatiske og fantastiske tilhængere vandt Brøndby igen pokalfinalen. Denne gang med 3-1 over Silkeborg på to hovedstødsmål efter hjørnespark og en kontrascoring, og denne gang ligner den rent faktisk det vendepunkt, som ”doktoren” talte om dengang i 2008.
Sejren var naturlig om end i fare i tre minutter efter Silkeborgs 1-0 scoring ved Davit Skhirtladze, som vel var et lille chok. To hjørnespark og to hovedstød fra henholdsvis Benedikt Röcker og Kamil Wilczek senere havde Brøndby nærmest trodsigt vendt det hele, og så fik mindst 25.000 af Parkens 33.000 tilskuere det, de kom efter. En sejr i en finale, en pokal i en af de turneringer som virkelig betyder noget.
På den måde blev Kristi Himmelfartsdag den ventede blanding af et lettet suk og et næsten hidsigt jubelbrøl fra alle disse Brøndby-tilhængere i Parken og dem ude i landet. En ubetinget triumf for første gang i 10 år, og meget tyder endda på, at det ikke er slut endnu. For mandag venter FC Midtjylland på Brøndby Stadion. Vinder hjemmeholdet den kamp, er det reelt Danmarksmester. Derfor var denne pokalfinale en eksplosion af en tønde, der havde stået hengemt i 10 år. Weekenden over fester de i Brøndby, og når den er forbi spænder de pistolens hane en gang til.
Selve kampen var et blik på denne sæson i dansk topfodbold. Uanset hvad de andre har smidt af udfordringer i Brøndbys retning, har den københavnske vestegn svaret arrigt igen. I denne kamp udfordrede Teemu Pukki styrken i kollektivet bag ham ved at misbruge en, to og sørme tre kæmpe chancer inden for kampens første 20 minutter. Man nåede derfor lige at tænke, at det måske var en af de dage for Brøndby, da Skhirtladze rundede tunge Röcker i dybden og vippede bolden over Frederik Rønnow, men også på denne udfordring svarede Brøndby som et mesterhold. Som en pokalvinder.
Var man i tvivl om, hvad der var på spil for dansk fodbolds nye pokalvinder, skulle man have været i København i timerne op til finalen, og da de to hold gik på banen. Brøndbys tilhængere havde brugt dagen på at feste på Rådhuspladsen og gik derfra langs Københavns søer til Parken på Østerbro. Befandt man sig i slipstrømmen på denne march gav gaderne efter kobbelet minder om Roskilde Festival dag syv. Ryder de selv op, kunne man spørge?
Ved indmarchen blev tårekanalerne fugtige for de fleste i Parken. Elvis Hyllegaard gik forrest af dem alle med Brøndbys anfører Johan Larsson ved siden af sig. I hænderne havde den seksårige sit gangstativ. Drengen med sygdommen cerebral parese, også kendt som spastiske lammelser fik sit livs oplevelse. Vi andre vil også huske det.
En mur af gult mødte Elvis og Brøndbys spillere. Brøndbys tilhængere fyldte hele Øvre- og Nedre C, og her stod de med hinanden om skuldrene under kampens første minutter. Bag det ene mål gjorde dem fra det smukke, jyske søhøjland deres for at følge med. De var ivrige og behjertede, bare ikke så mange.
Tilbage i kampen. Den satte sig efter en urolige, næsten feberagtigt 1. halvleg. Brøndby pressede knapt så hidsigt. Det gav Silkeborg lidt ro og plads at spille i, men holdet truede ikke rigtigt mod Frederik Rønnows mål.
Det fortsatte Brøndby til gengæld med at gøre. Kamil Wilczek var tæt på at kunne støde Teemu Pukkis indlæg i mål under et kontraangreb, og Brøndby trykkede på uden at satse pokalen med dygtige og klogt spillende Christian Nørgaard som det solide anker bag de mere kreative typer fremme i banen.
Mod slutningen blev det dog mere nervøst for Brøndby, der lignede et hold, som tænkte på den triumf, det var et kvarter fra at skabe. Magnus Mattsson var tæt på efter en dribletur af Vladimir Rodic, og Brøndbys anfører Johan Larsson forsøgte at skrige sine medspillere op i kadence.
De gule tilhængere på tribunerne blev mere stille, mindre selvsikre i deres tilgang til situationen. Mattson sparkede over mål, da Gustaf Nilsson, som er udlejet af Brøndby, trampede sig gennem det gule forsvar. På den måde endte Silkeborg med at gøre denne finale tættere, end oddsene havde forventet.
Det var bare ikke nok til andet end det hæderlige nederlag, og den slags bruger professionelle fodboldspillere nok ikke til så meget. Det lignede, at Brøndby ”blot” kørte 2-1 hjem, men i overtiden rundede Lasse Vigen Silkeborgs højre side. Han lagde bolden fladt ind til Wilczek, som sikkert stødte bolden i mål til 3-1.