Fortsæt til indhold
Fodbold

Lyngby leder videre efter ny Rygaard

Kampen mellem OB og Lyngby afslørede, at afskeden med Mikkel Rygaard fortsat tynger Lyngby.

Kristoffer Østergaard Kristensen

»Han har været en profil i Allsvenskan og MLS, så da chancen opstod, slog vi til uden at tøve, for det er ikke en hylde, vi normalt kan hente spillere fra,« sagde Lyngby-træner Thomas Nørgaard om den 27-årige svensker Mohammed Saeid, da Saeid skiftede til Lyngby Boldklub på en af de sidste dage af 2017.

Siden er der sket en masse i Lyngby Boldklub, som nok har fået Saeid til at klø sig i sit mørke hår nogle gange. For ville han overhovedet få mulighed for at spille for Lyngby, eller ville klubben gå konkurs, inden forårets Superliga-kampe kom i gang?

Det økonomiske rod endte godt, og for Saeid, der gør sig bedst på den offensive midtbane, gjorde konkurstruslerne også pludselig vejen til startopstillingen for sin nye klub væsentligt kortere, da Lyngbys Mikkel Rygaard udnyttede manglende lønudbetaling til at ophæve sin kontrakt og drage til FC Nordsjælland.

Pludselig var der et stort spørgsmålstegn ud for Lyngbys 10’er position, hvor Rygaard siden Lyngbys oprykning i sommeren 2016 har markeret sig som en af de bedste i Superligaen.

Efter at have lavet korte indhop i Lyngbys kampe mod Silkeborg og AGF, hvor Herolind Shala skulle forsøge at udfylde Rygaards sko, fik Saeid for første gang chancen fra start på Lyngbys offensive midtbane i onsdagens kamp mod OB.

Og Saeid var ivrig efter at vise, at han var manden, der kunne få de kongeblå til at glemme alt om Mikkel Rygaard. Ivrigt gestikulerende søgte Saeid konstant i retning af bolden. Det var imidlertid sjældent, at den vævre svensker fik kuglen i en første halvleg, hvor Lyngby generelt ikke var meget på bolden. Når Saeid kom i boldbesiddelse var ambitionerne for store på en vanskelig bane, og når bolden blev mistet eller spillet forbi ham, slog han frustreret ud med armene.

Samtidig var OB gode til at udnytte en svagt spillende Kevin Tshiembe på Lyngbys højre back. To gange i løbet af første halvleg endte gennembrud i Lyngbys højre side med scoringer til det fynske hjemmehold, der kandiderer til det eftertragtede mesterskabsslutspil.

På trods af store spillemæssige udfordringer og et klart fynsk overtag gav Thomas Sørensen kort før pausen Lyngby et bedre udgangspunkt til resten af kampen, da han flugtede en returbold i nettet.

Efter pausen var kampen mere lige, og pludselig fik Saeid bolden i gode rum omkring OB’s bagkæde, hvor Lyngbys nye 10’er i glimt viste, at der var mening med Thomas Nørgaards store ord før årsskiftet. Men helt godt blev det aldrig, og Saeid blev i Lyngbys jagt på point skiftet ud efter en times spil.

Med en scoring til sidst vandt OB opgøret 3-1, og Lyngby savner stadig Mikkel Rygaard.