Kvist efter europæisk avancement: »Det her mindede om det gamle FCK«
FC København er videre i Europa League efter en kamp, hvor både spillere og træner påpegede den københavnske mentalitet. Nu håber anfører William Kvist på et brag i Parken i 1/16-dels finalen.
En kold og hidtil deprimerende december-måned blev torsdag aften en smule mere vellykket for FC København, der med en 2-0 sejr over FC Sheriff kvalificerer sig til knockoutfasen i Europa League og forbliver i den europæiske varme.
Cheftræner Ståle Solbakken viste sin tilfredshed efter kampen, som FCK absolut skulle vinde for at sikre sig avancement.
»Vi spiller en fornuftig kamp i dag. Den viser, at FC København fortsat besidder europæiske gener,« sagde nordmanden efter den tiltrængte sejr.
»Et hjemligt mesterskab kan glippe i ny og næ, men for mig er det vigtigste kulturen i klubben,« forklarede Solbakken og hentydede til holdets forfærdelige efterår i Superligaen.
Nu skal FCK spille knald eller fald kampe i Europa League for anden sæson i træk.
»Jeg er under et stort pres fra mig selv. Ikke pres indefra eller udefra,« erkendte den skaldede træner.
»Når man spiller i FCK, skal man bevise noget i hver kamp.«
Forud for kampen påpegede Solbakken, at den dårlige stime især har været svær for nytilkomne spillere, som ikke har oplevet tidligere succes i FCK. Men efter kampen fik en af dem ros af træneren.
»Jeg ser overskud hos Lüftner, han er bedre med bolden, han vinder alle dueller, han er konstruktiv med bolden,« sagde Solbakken om en af dagens målscorere.
Efter en overlegen første halvleg uden scoringer fik FC København lukket kampen med to stort set identiske mål sat ind i løbet af tre minutter. En fortjent sejr, som også glæder anfører William Kvist.
»I dag er vi i fuld kontrol, vi laver to mål, og jeg tror, at vi irriterer dem (Sheriff spillerne, red.) rigtig meget. De føler ikke, at de rigtig har kontrol over kampen på noget tidspunkt, tror jeg,« sagde han efter kampen.
»Det er sundt for os at få en succesoplevelse. Det er en vigtig ting. Nu skal vi forhåbentlig spille to gode kampe, hvor man som hold føler, at man kan være med. Det giver en god ballast til foråret.«
Kigger man på gruppespillets seks kampe er det blevet til to sejre, tre uafgjorte og et enkelt nederlag til FC København, som ender på andenpladsen i gruppe F efter Lokomotiv Moskva, der slog københavnerne i den ene kamp. Alt i alt en godkendt præstation af de danske mestre, som minder om de tidligere europæiske kampagner.
»Man kan godt sige, at det her mindede om det gamle FCK. Men nu var det jo så det nye, der kunne finde ud af at spille gammeldags. En god kombination af både at have bolden i bagrummet, power, mange bolde ind på angriberen, som kunne holde fast i den. Wings, som fandt gode rum, masser af indlæg. Meget fungerede godt, og de (Sheriff-spillerne, red.) spiller ikke gennem os på noget tidspunkt. Der er mange ting, som fungerer på højt niveau i dag mod et udmærket hold,« vurderede William Kvist.
Nu skal FCK møde et hold, som har vundet sin Europa League-gruppe eller et af de fire bedste hold, som kommer via Champions League. Dermed kan modstanderen i 1/16-delsfinalen potentielt hedde AC Milan, Atlético Madrid eller Arsenal.
»Lige meget hvem vi trækker vil det nok minimum være 50-50, hvis ikke vi er lidt underdogs. Jeg synes, at det er sjovt at spille mod de store hold også. Giv os Atlético Madrid, et af de hold, hvor det bliver en stor kamp i Parken. Vi vil gerne lege med de bedste, selvom det måske ikke lige nu ser ud som om, at vi vil lege med de helt bedste næste år,« svarede Kvist på, hvem han helst ser som FCK’s næste modstander.
Midtbanekollega Rasmus Falk var også tilfreds med dagens resultat, selvom han ikke ville overdrive begejstringen.
»Ståle sagde bare til os inden kampen, at vi skulle spille frit. Nu vil avancementet give nogle oplevelser og erfaring, som man skal være dygtig for at få. Det er ikke nemt at kvalificere sig som dansk hold. I dag kan vi godt være stolte, men vi ved godt, hvor vi kommer fra,« forklarede Rasmus Falk.
FCK’s kommende Europa League-modstander bliver fundet mandag d. 11. december.