Michael Rasmussen var dopet 1998-2010
Michael Rasmussen fortalte om sit massive dopingmisbrug på pressekonference i Herning.
Se mere video på Localeyes.dk
Michael Rasmussen - og holdet Christina Watches/Onfone - lagde i dag på en pressekonference alle kort på bordet om den danske cykelrytters tilsyneladende massive dopingmisbrug.
"Jeg har benyttet mig af doping. Jeg har taget epo, væksthormon, testosteron, dhea, insulin, IGF-1, kortison og blodtransfusioner i en periode fra 1998-2010," sagde Michael Rasmussen.
Samarbejde med masser af myndigheder
Den 38-årige cykelrytter har indgået et samarbejde med dopingmyndighederne; Anti Doping Danmark, Den internationale antidopingmyndighed Wada, og myndighederne i USA og Holland.
"Jeg har afleveret besked om, hvor og hvordan til de relevante antidopingmyndigheder. Derfor kan jeg ikke fortælle mere i dag, måske senere," sagde Michael Rasmussen, der fortryder sine gerninger.
"Jeg har snydt og bedraget. Jeg er klar til at råde bod og tage min straf. Jeg er glad for, at jeg ikke længere skal lyve over for jer, som jeg har gjort så længe," sagde Michael Rasmussen.
Rydde op i sporten
Formålet med indrømmelsen skulle være, at han gerne vil have ryddet op i cykelsporten.
"Michael Rasmussen har kørt sit sidste cykelløb. Han stopper med øjeblikkelig varsel," sagde holdejer Claus Hembo.
"Han har tilbudt at fortælle antidopingmyndighederne om alle involverede. Han skal være med til at rydde op i cykelsporten," sagde Claus Hembo.
"Dette cykelhold skal skabes på sunde værdier. Vi tror, at doping fortsat er en del af cykelsporten," siger holdejer Claus Hembo.
Den danske cykelrytter kan tage andre ryttere med i faldet. Rasmussen har leveret en række oplysninger, som nu vil blive behandlet, oplyser Anti Doping Danmark.
Indrømmelsen kommer, efter at hans tidligere holdkammerat Thomas Dekker for et par uger siden brød tavsheden og fortalte, at doping var udbredt på Rabobank-holdet, og at han var villig til at gå i detaljer med sit kendskab til, hvad der foregik.