Fortsæt til indhold
Cykling

Rapporten der udløste lavinen

Det var skræmmende læsning, da Usada lagde sin rapport om Armstrong på nettet.

"REASONED DECISION OF THE UNITED STATES ANTI-DOPING AGENCY ON DISQUALIFICATION AND INELIGIBILITY" stod der med store typer på forsiden af Usadas rapport, der blev offentliggjort den 10. oktober 2012.

I de 999 sider, der kom efter dunderbogstaverne på forsiden, åbenbarede der sig en surrealistisk fortælling, stykket sammen af vidner, der fortalte om deres oplevelser med at være holdkammerat og ansat på US. Postal - holdet som Lance Armstrong vandt syv Tour de France på.

Forsiden af rapporten.

Alene indholdsfortegnelsen kunne nok hæve et enkelt busket øjenbryn. Lad os tage et par nedslag:

  • Side 18: Besiddelse og brug af EPO under Vuelta a Espana.
  • Side 19: Besiddelse og brug af cortison.
  • Side 23: U.S. Postals dopingsleveringssystem.
  • Side 38: Armstrongs involvering i U.S. Postals bloddopingprogram.
  • Side 49: Armstrongs besiddelse, brug og smugling af EPO i 2001.
  • Side 58: Armstrongs fortsatte brug af bloddoping i 2002.
  • Side 59: Armstrongs håndhævelse af holdets dopingprogram.
  • Side 61: Armstrongs brug af bloddoping og EPO under Tour de France 2003.
  • Side 70: Armstrongs brug af bloddoping og EPO under Tour de France 2004.

Og sådan fortsætter det...

Lammeslående konklusion

I den indledende konklusion på side 6 blev der ikke lagt fingre imellem:

"20 af de 21, der endte på podiet i Tour de France fra 1999 frem til 2005 har sandsynligvis været direkte forbundet til doping [...]. Af de 45, der endte på podiet i perioden mellem 1996 og 2010, er 36 ryttere forbundet med doping."

"Bevismaterialet viser uden nogen form for tvivl, at US Postal Service Pro Cycling Team (Armstrongs daværende hold) havde det mest avancerede, professionelle og succesfulde dopingprogram, sporten nogensinde har set," sagde Usada-chefen Travis T. Tygart til agenturets hjemmeside.

Flere af rytternes koner kendte også til misbruget blandt deres mænd på det hedengange U.S. Postal-hold.

Lance og Kirstin Armstrong.

Mest fremtrædende var Lance Armstrongs daværende kone, Kristin, der var dybt involveret i snyderiet.

Ventede med kortison

Ved VM i Holland i 1998 ventede hun i amerikanernes telt med kortison-tabletter, og en af rytterne bemærkede "Lances kone ruller joints" - slang for doping.

Da hun blev spurgt af en veninde - der var gift med en anden rytter - om sit forhold til dopingmisbruget, sagde hun, "at det var et nødvendigt onde".

En anden episode er også meget beskrivende for konernes forhold til doping.

Mødet med Ferrari

I marts 1999 var Lance og Kristin på vej til Milano sammen med holdkammerat Frankie Andreu og dennes kone Betsy.

Frankie Andreu og Lance Armstrong skulle dagen efter køre klassikeren Milano - San Remo.

På vejen holdt bilen ind ved en tankstation, og den italienske dopinglæge Michele Ferrari var klar i en autocamper. Lance Armstrong forsvandt ind i camperen i en times tid. Ifølge Betsy Andreu var Lance Armstrong "tydeligvis opløftet", da han kom ud fra camperen, og han proklamerede: "Mine tal er gode".

Rapporten blev udgivet, efter at 11 af Lance Armstrongs tidligere holdkammerater vidnede over for Usada, samt andre vidner som massører og koner til rytterne.