Wada vil fordoble straf til dopingsyndere
I fremtiden skal man kunne idømmes en straf på fire år for alvorlige dopingovertrædelser, mener Wada.
Sportsfolk, der overtræder dopingreglerne, skal fra 2015 kunne straffes med karantæne i fire år.
Sådan lyder forslaget fra antidopingagenturet Wada, der dermed vil fordoble straffen i forhold til nu, hvor to års udelukkelse er konsekvensen for udøvere, der snuppes for første gang.
- Der er et stærkt ønske i sportsverdenen, hos regeringer og hos antidopingorganisationer om at styrke sanktionsmulighederne, siger Wadas præsident John Fahey ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Udelukkelser på livstid
Det er planen, at de længere straffe skal gælde overtrædelser, der drejer sig om eksempelvis anabolske steroider, væksthormoner, sløringsstoffer og dopingsalg.
- Hermed fordobler vi længden på udelukkelserne for de alvorlige overtrædelser, og samtidig giver vi antidopingorganisationerne bedre mulighed for at idømme udelukkelser på livstid, siger John Fahey.
Ritzau