Fortsæt til indhold
Cykling

Riis holder ryttere hemmelige

Bjarne Riis er så utilfreds med UCI's pointsystem, at han ikke vil offentliggøre rytternavne.

Situationen omkring kontrakter med cykelryttere nærmer sig det absurde.

For at undgå at fremtidige ryttere på Team Saxo Bank-Tinkoff kommer i klemme på deres nuværende hold, har Bjarne Riis besluttet at hemmeligholde navnene på nye rytter til sit hold.

Sagen er den, at point på Den internationale Cykelunions rangliste (UCI) følger rytterne og ikke det hold, de er blev vundet for. Det svarer til, at Lionel Messi skifter til et andet hold midt i sæsonen og tager sine mål med sig.

Fuglsang i problemer

Problemet er, at ryttere i stigende grad bliver udelukket af nuværende hold, hvis det offentliggøres, at de har kontrakt med et andet hold efter indeværende sæson.

Det er f.eks. sket for Jakob Fuglsang, der kører for Radioshack-Nissan. Efter at det kom frem, at han ikke ville forlænge med Radioshack, har han været i bad standing, og han blev f.eks. udeladt af Tour de France.

Den situation vil Riis ikke stille sine kommende ryttere i.

"Jeg mener, at systemet fejler. Når man skal sige til ryttere, at de ikke kan køre løb, fordi de skifter hold og tager pointene med sig, så er der et eller andet galt med systemet. Der er noget ravende galt med pointsystemet, og det bør man kigge på," siger Bjarne Riis til sporten.dk.

Kun af nød

Riis har af nød offentliggjort to ryttere, Nicholas Roche og Marko Kump, men det kun fordi, at medierne fik nys om kontrakterne.

Rytternes ranglistepoint tælles sammen for holdet og kan være afgørende for, hvilke løb holdene får lov til at deltage i.

Bjarne Riis' problem er, at Alberto Contador som en del af dopingdommen fik frataget alle sine point, og derfor ikke bidrager til Team Saxo Bank-Tinkoff samlede regnskab.

Holdejeren foreslår, at pointene - som rytteren indsamler - fordeles 50/50 mellem rytter og hold. På den måde vil det stadigt være attraktivt at lade en god rytter køre, selvom vedkommende skifter efter sæsonen.