Riis øjner ny kontrakt med Contador
Trods rygter om holdskifte mener Bjarne Riis, at Contador ønsker ny kontrakt med Saxo Bank.
Når Alberto Contador til august må køre løb igen, satser Bjarne Riis stærkt på, at det bliver for Team Saxo Bank.
"Vi arbejder på det, og selvfølgelig vil vi gerne have, han bliver på vores hold. Det er hvad begge parter ønsker," siger den danske holdleder til cyclingnews.com.
Bjarne Riis’ kontrakt med Alberto Contador blev ophævet, da spanieren blev idømt to års karantæne af den internationale sportsdomstol, CAS, for at have stoffet Clenbuterol i blodet.
Rygter om holdskifte
Der har tidligere været rygter om, at Contador var på vej til et andet hold. Både Astana, RadioShack, Moviestar eller en plads på et helt nyt hold har været nævnt.
Contador har tidligere antydet, at han ønsker at blive ved Team Saxo Bank, men han har endnu ikke bekræftet noget. Det bekymrer dog ikke Bjarne Riis.
"Selvfølgelig er der en masse spekulationer, men jeg har en god følelse. Når jeg har noget konkret at sig, vil jeg sige det," siger han.
Ny storsponsor
I år udløber Riis’ Cyclings sponsorkontrakt med Saxo Bank. Selvom storsponsoren har meldt klart ud, at sponsoratet ikke blev påvirket Contadors karantæne, kan en ny kontrakt med Contador blive en vigtig brik til at forny samarbejdet mellem Saxo Bank og Riis Cycling.
Derudover har en ny storsponsor meldt sig på banen.
Det spansk-norske timesharefirma Anfi Group har udtrykt ønske om at komme på cykelholdets trøje som co-sponsor.