Riis om andenplads: Fremragende af Haedo
Bjarne Riis er godt tilfreds med Juan José Haedo, der kæmpede med om sejren i Horsens.
Team Saxo Banks sprinter Juan José Haedo fik en andenplads efter Matthew Goss på 3. etape af Giro d'Italia i Horsens, og det lover ifølge holdejer Bjarne Riis godt for resten af etapeløbet.
Målet er nemlig, at Haedo skal forsøge at køre en etapesejr hjem til Team Saxo Bank.
- Da Haedo kørte forbi mig, sagde jeg til ham: Du kan det her!
- Vi skal bare blive ved med at kæmpe, så kommer det også, siger Bjarne Riis, der generelt var tilfreds med hele holdets indsats.
Perfekt finale
- Vi gør, som vi skal. Rytterne sad godt og fik afleveret ham, som de skulle til finalen, så det er perfekt. Det var det, vi ville, siger Riis om afslutningen, der også blev præget af et massestyrt.
Fra etapens start var holdets Mads Christensen med i et udbrud over 150 kilometer, men det var ikke en del af holdejerens strategi fra morgenstunden.
- Det var ikke lige planlagt, men jeg tror, at han havde lagt en plan inde i sit eget hoved. Det er bare fedt.
- Foran hjemmepublikummet - og han kørte også gennem sin hjemby, Odder, så det er bare helt i orden, mener Bjarne Riis.
Dansk fest
Generelt har de tre første Giro-etaper i Danmark ifølge Team Saxo Bank-bossen været en fest.
- Det har været en kæmpe oplevelse og et godt arrangement. Det er imponerende så mange, der støtter op om dansk cykelsport og vores hold, jeg er dybt taknemmelig, siger Riis.