Herning-politiker revser Giroen
Det er dumt at bruge så mange penge på sport, når kommunen skal spare.
Det er absolut ikke rosenrødt, at alt er lyserødt.
Sådan lyder beskeden fra et byrådsmedlem i Herning Kommune, som kritiserer borgmester Lars Krarup (V) for at hive det store cykelløb, Giro d'Italia, til byen.
For i en tid, hvor byens borgere bliver ramt af sparekniven, er det dårlig stil at smide millioner af kroner efter en sportsbegivenhed.
Det mener løsgænger Line Hillerup.
En trossag
"Vi regner med at skulle spare 70 mio. kr. i kommunen til næste år. Så er det ærgerligt samtidig at bruge 10 mio. kr. på sport," siger Line Hillerup.
Borgmester Lars Krarup har ved flere lejligheder argumenteret for, at cykelløbet er en investering for byen.
Men det har Krarup intet belæg for at påstå, mener Hillerup.
"Jeg ved ikke, om løbet er en investering. Og det ved ingen af os. Det er en trossag, om løbet er godt for Herning, eller om det ikke er," siger Line Hillerup.
Horsens håber, Herning ved
Hun henviser til, at resultaterne langt fra er entydige, når der tidligere er lavet analyser af afkastet fra sportsbegivenheder.
Og derfor har hun svært ved at forstå, hvorfor Lars Krarup ikke følger linjen fra sin borgmesterkollega i Horsens, Jan Trøjborg (S), som også har lagt penge på bordet for at få besøg af Giro-rytterne.
"Borgmesteren i Horsens siger, at han håber, at pengene kommer igen. Borgmesteren i Herning siger, at han ved, at pengene kommer igen. Det forstår jeg ikke," siger Line Hillerup.
Afviser taktik
Hillerup sad indtil for et par uger siden i byrådet for SF.
Men hun meldte sig ud, da hun mente, at SF politisk lagde sig for tæt op ad Venstre, som med 20 ud af 31 pladser har absolut flertal i byrådet.
At kritikken mod byrådskollegerne - og ikke mindst Lars Krarup - handler om at tiltrække sig opmærksomhed, afviser Line Hillerup.
"Som løsgænger skal man ikke opnå valg, så der er ingen taktik i det her," siger Hillerup, som til gengæld ikke vil afvise, at hun selv skal ind for at se cykelløb.
"Det kan godt være, at jeg kigger forbi i morgen. Det ved jeg ikke. Men det handler heller ikke om, at jeg hader cykelløb. Det handler om, at jeg gerne vil bruge pengene på den rigtige måde," siger hun.