Spanier snyder sprinterhold i Giroen
Angel Vicioso Arcos tog overraskende sejren fra sprinterholdene på tredje etape af Giro d'Italia.
Den spanske cykelrytter Angel Vicioso Arcos var hurtigst, da tredje etape af Giro d'Italia blev afgjort i en spurt bestående af fem udbrydere.
Vicioso var selv med til at etablere udbruddet kort før målstregen i Rapallo, da han stak af sted sammen med blandt andre Pablo Lastras, der blev nummer tre. David Millar fik kæmpet sig ind på andenpladsen.
Allerede tidligt på den 173 kilometer lange etapen fra Reggio Emilia til Rapallo gik fire mand i udbrud. På et tidspunkt havde Gianluca Brambilla, Pavel Brutt, Bart De Clercq og Davide Ricci Bitt et forspring på seks minutter.
Udbruddet fik lov til at holde frem til 10 kilometer før afslutningen, hvor de fire lykkeriddere blev opslugt af feltet. Alt var dermed lagt til rette for en massespurt.
Det hurtige tempo samt et styrt kort forinden havde dog medført en sprængning af feltet og blandt andre den førende i klassementet, Mark Cavendish, lå langt tilbage, da rytterne nærmede sig målstregen.
Dermed kunne Cavendish ikke fastholde sin førertrøje. Den overtager David Millar.