To danskere skal med i Vueltaen for Orica-Scott
Cykelrytterne Magnus Cort og Christopher Juul-Jensen er begge udtaget til Vuelta a Espana for Orica-Scott.
Magnus Cort og Christopher Juul-Jensen kan glæde sig til dette års Vuelta a Espana.
De danske cykelryttere blev begge officielt udtaget mandag af deres hold, Orica-Scott.
Det er især overraskende, at Cort, der efter denne sæson skifter til Astana, er med i truppen på ni ryttere.
Sprinteren var ikke med i bruttotruppen til Vueltaen, og med skiftet til Astana var det ikke ventet, at han kom med i det spanske etapeløb.
Sidste år vandt Cort to etapesejre i Vueltaen, og det kan være, at det har været en medvirkende årsag til udtagelsen.
Juul-Jensen forlængede i lørdags kontrakten med Orica-mandskabet, så han også i 2018 og 2019 skal køre for holdet.
Der er tilmed store forventninger til de to danskere.
- Og så har vi et par fyre, som kan klare intensiteten i finalerne. Det er ”punchy” ryttere, som ved, hvor de skal sidde, og som fysisk er i stand til at positionere vores kaptajner i finalerne på etaperne.
- Det er Christopher Juul Jensen og Magnus Cort, siger sportsdirektør Neil Stephens til holdets hjemmeside.
Orica-Scott har også udtaget Esteban Chaves og brødrene Adam Yates og Simon Yates, som alle tre forventes at kunne begå sig i det samlede klassement.
- Vi har de bedste klassementryttere, vi kan sætte sammen, og de er alle tre her, så det bliver lidt af en udfordring, siger Stephens.
Ud over Cort og Juul-Jensen er også Jesper Hansen (Astana) og Søren Kragh Andersen (Sunweb) udtaget til Vueltaen, som begynder på lørdag med en holdtidskørsel.