Baks mand manglede fem meter
André Greipel måtte for første gang i ni år forlade et stort etapeløb uden en sejr, da han blev slået på Champs-Elysées.
PARIS - Der har ellers været nok af flade etaper at tage af i årets Tour de France. Men for Lars Baks team-kollega Andre Greipel er det alligevel ikke lykkedes at få en sejr i hus, da den på 21. og sidste etape i årets Tour blev til en ganske ligegyldig andenplads efter den hollandske vinder Dylan Groenewegen.
»Jeg skulle måske have åbnet spurten lidt tidligere. Jeg var i en rigtig god position i det sidste sving før opløbet, men Groenewegen åbnende meget stærkt, og der var modvind, så jeg endte med at mangle fem meter,« sagde Greipel umiddelbart efter at være kommet over stregen til cyclingnews.
Lars Bak havde ellers forlods kaldt det traditionelle sprinteropgør på Champs-Elysées for ”10 brødknive på struben”, og pres var der bestemt på Lotto-Soudals ryttere, som nok har været aktive i mange udbrud undervejs i løbet, men også er kommet totalt tomhændende ud af det franske visit.
»Selvfølgelig er jeg langt fra glad, og det er holdet heller ikke, men nu må vi se fremad,« lød forsøget fra Greipel på at dæmme op for den mest åbenlyse frustration.
Ingen redning
Sidste år reddede Greipel både sin og holdets Tour de France ved netop at vinde bunkegaloppen på den berømte boulevard i Paris, men i år skulle det altså ikke være.
Med et 0 på sejrslisten i dette års Tour fik den 35-årige tysker også ødelagt en ellers meritterende statistik. Det er således første gang i ni år, at Greipel har måttet forlade et af sæsonens store etapeløb uden mindst én etapesejr i bæltet.
Siden 2008 er det blevet til i alt 11 Tour-etapesejre, syv sejre i Giro d’Italia og fire i Vuelta España for Greipel. I år måtte manden med tilnavnet ”Gorilla” sågar lide den tort at se landsmanden Marcel Kittel vinde fem gange i årets Tour, inden den blonde kæmpe fra Brian Holms QuickStep-mandskab styrtede og udgik på 17. etape.