»Oprør« fra Froome-løjtnant vakte opsigt hos Team Sky: »Jeg kunne være gået efter etapesejren«
Spanske Mikel Landa afviser, at han kørte fra Chris Froome med vilje.
Med beslutsomme skridt gik Sky-sportsdirektør Nicolas Portal over til sin rytter Mikel Landa.
På tv-billeder kan man se, hvordan d’herrer taler sammen, hvorefter den spanske rytter slår afværgende ud med armene.
Kort forinden var løjtnanten efter tro tjeneste pludselig kørt fra sin kaptajn og manden i den gule trøje, Chris Froome, der fik lov at slide sig alene op af den afsluttende stigning på 12. etape i årets Tour de France.
»De sidste 200 meter blev en sprint mod mål, hvor etapesejren var i spil, så det faldt mig ikke ind at kigge tilbage,« forklarede Mikel Landa efterfølgende til pressen ifølge Cyclingnews.com.
Dén forklaring er tilsyneladende blevet godtaget af chefen Nicolas Portal.
»Jeg er ikke sur på Mikel. Han udførte et fantastisk arbejde. Han vidste ikke, at Chris faldt bag ud, men forsøgte i stedet at få nogle bonussekunder. Det var det, der skete,« siger Sky-chefen.
Dér kunne sagen formentlig blive afsluttet, hvis ikke Mikel Landa leverede en - omend afdæmpet - kritik af sin rolle på etapen.
»Jeg var rigtig godt kørende, og hvis jeg kunne være gået efter etapesejren, var jeg formentlig sluttet længere fremme. Jeg ved ikke, om jeg havde vundet, men jeg kunne have dystet om det,« siger han.
Sagen har bragt mindelser frem om Chris Froomes kortvarige angreb på Bradley Wiggins i Tour de France, dengang Froome var løjtnant, og Wiggins var kaptajn.
Froome kørte fra Wiggins på en stigning, hvor Alejandro Valverde distancerede Sky-duoen, men fik tilsyneladende besked på at blive tilbage for at hjælpe sin kaptajn.
Bradley Wiggins vandt Tour de France i 2012, hvorefter Chris Froome blev kaptajn og siden har vundet tre samlede sejre.
Torsdag mistede han imidlertid den gule trøje, der nu tilhører italienske Fabio Aru fra Astana.
Astana-rytteren har seks sekunder ned til Chris Froome og yderligere 2.49 minutter ned til Mikel Landa på syvendepladsen.