Tour-kaptajn Ion Izagirre udskrevet fra hospitalet efter fatalt styrt
Den spanske Bahrain-Mehrida-rytter styrtede på 1. etape i Tour de France.
Det var nok ikke ligefrem den slags nyheder, den spanske cykelrytter Ion Izagirre havde forventet at glæde sig over, da han drog af sted mod årets Tour de France.
Kaptajnen for Team Bahrain-Mehrida havde ambitioner om at blande sig i toppen af klassementet, da han rullede ud på årets første etape i Düsseldorf, Tyskland.
Kort efter lå han imidlertid på jorden med en brækket ryg.
Den 28-årige spanier måtte udgå og blev kørt på det lokale hospital.
Nu har han imidlertid delt en nyhed, der markerer en glæde midt i skuffelsen.
Han er nemlig blevet udskrevet fra hospitalet og står igen oprejst på sine tynde, markerede cykelben.
»Jeg tager af sted i dag, og jeg har det godt igen. Som I kan se, så er alt gået godt - operationen er gået perfekt,« siger han i en video, hans hold har lagt op på Twitter.
Samtidig takker han sine holdkammerater og fans for at have støttet ham.
Hans næste mål er at starte genoptræningen i løbet af de næste måneder.
Listen over udgåede ryttere tæller Alejandro Valverde fra Movistar, der ligeledes styrtede på 1. etape, samt Luke Durbridge (Orica-Scott) og Mark Cavendish (Dimension Data), mens Peter Sagan (Bora) er blevet smidt ud af løbet efter 4. etape.