Sagans appel til CAS afvist

Den internationale Sportsdomstol reagerede hurtigt med en afvisning af Bora-Hansgrohes appel for at få holdets superstjerne tilbage i Tour de France.

Artiklens øverste billede
Peter Sagan kommer ikke tilbage i Tour de France med hverken et juridisk trylleslag eller en bureaukratisk feberredning. Foto: Peter Dejong/AP

TROYES

Peter Sagan kommer ikke tilbage i Tour de France med hverken et juridisk trylleslag eller en bureaukratisk feberredning.

Det står fast efter at Den internationale Sportsdomstol CAS torsdag lynbehandlede den appelsag, ledelsen bag Peter Sagans tyske hold Bora-Hansgrohe havde sendt afsted aftenen forinden.

I en kortfattet meddelelse lød det fra CAS, at ”CAS afviser at omstøde beslutningen om at diskvalificere den slovakiske cykelrytter Peter Sagan og imødekomme appellen.”

»Rytteren og holdet sendte anmodningen om appel 4. juli som følge af den episode, der førte til Peter Sagans diskvalifikation på fjerde etape af Tour de France. Som følge af afvisningen er Peter Sagan stadig ude af Tour de France,« lød konklusionen.

Bedre retsstilling

I et interview med Jyllands-Posten torsdag, efterlyste Ralph Denk, general manager for Bora-Hansgrohe en bedre retsstiling i en sag som Sagans, hvor en løbsjury uden at høre de involverede parter tager beslutningen om at tildele en diskvalifikation.

»Vi taler jo om en beslutning til mange millioner her. Med den beslutning har UCI (Den Internationale Cykle Union, red.) været med til at beklikke både vores sportslige værdi og vores sponsorer også,« lød kritikken fra en opbragt Ralph Denk, som altså forsøgte sagen testet med sportens højeste instans. Forgæves.

Peter Sagan blev smidt ud af verdens største cykelløb efter et tæt og hektisk spurt, der endte med at sende Mark Cavendish i asfalten og ud af løbet med et brækket skulderblad.

Sagans rolle i episoden blev takseret til grov og uansvarlig kørsel og forårsagede en del kontrovers og debat både i og udenfor Tour-miljøet.

Satset på kronjuvel

For Bora-Hansgrohe, der har satset hårdt på den slovakiske verdensmester som holdets kronjuvel, var det en bet at se Sagan få flået løbsnummeret af.

Jyllands-Posten forsøgte onsdagen igennem at komme i kontakt med UCI presseafdeling. Men først torsdag ud på eftermiddagen kom der kortfattet svar per mail.

»Vi har en politik om ikke at kommentere vores løbsjuryers arbejde og har ikke yderligere kommentarer til beslutningen om at udelukke Peter Sagan,« lød det fra UCIs pressechef Sebastian Gillot.

UCI vil hellere ikke forholde sig til, om sagaen omkring Sagan vil føre til en evaluering af de procedurer, der går forud for en eventuel diskvalifikation.

Det røde kort er en sjældenhed i Tour de France-sammenhæng. Sidste gang, en sprinter blev forvist fra løbet, var i 2010, hvor Mark Renshaw, kuriøst nok team-kollega med Mark Cavendish den dag i dag.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen