DM i landevejscykling: Profferne kommer i hård kamp om den rød/hvide trikot
Cort, Breschel og de andre udlandsprofessionelle kommer i hård kamp for at vinde årets DM, spår landstræner.
Årets danmarksmesterskab i landevejscykling ser ud til at blive en særdeles spændende affære.
På startlisten for herrernes løb er der blandt de 137 ryttere således syv tidligere mestre at finde – heriblandt Michael Valgren, Lars Bak og så den forsvarende af slagsen, Alexander Kamp.
Men det er ikke kun blandt de tidligere triumfatorer i dannebrogstrikot, at favoritterne skal findes. Landstræner for herrernes U23-hold, Anders Lund, har i hvert fald de første 12 navne klar, når han bliver spurgt til en mulig vinder.
Og det er heller ikke kun blandt de udlandsprofessionelle såsom Magnus Cort og Matti Breschel, at han ser mulighederne for sig. Han har nemlig bidt mærke i en stærk udvikling blandt de mange kontinentalhold, som alle stiller til start med fulde hold.
»Man kan aflæse det direkte af resultaterne her i første halvdel af sæsonen, at kontintalholdene har løftet sig. Og så er der bare mange professionelle ryttere lige pludselig, som også laver resultater udover det. Det gør favoritfeltet lidt større, end da det bare var Nicki Sørensen, Lars Bak og Matti Breschel i gamle dage,« siger Anders Lund.
I gamle dage
Eneste store afbud til årets mesterskab er fra Astanas Jakob Fuglsang, som har holdt sig fra flere løb siden sin lidt uventede triumf i Criterium Dauphiné. En sejr, der har givet store håb forud for Tour de France.
Selvom Fuglsang bliver væk, er det dog stadig det blåblusede mandskab fra Astana, som bliver det mest talstærke hold af udlandsprofessionelle ryttere med Jesper Hansen, Michael Valgren og Matti Breschel til start. De to sidstnævnte er blandt de syv tidligere DM-vindere i feltet og samtidig et par af de navne, som Anders Lund har sat kryds ved som favoritter.
Selv med tre mand fra samme hold er antallet dog stadig en faktor, som tæller imod de tre mænd fra det kazakhstanske hold og de resterende udlandsprofessionelle, som skal prøve lykken på landevejene omkring Grindsted. De danske hold stiller nemlig i helt anderledes talstærkt format: seks af dem med flere end 10 ryttere. Og det giver nogle taktiske fordele.
»At kunne skabe en overtalssituation er meget vigtigt i DM-sammenhæng. Det var Team CSC og Saxo rigtigt gode til i sin tid, og de vandt mange danmarksmesterskaber på den måde ved at sidde mange tilbage til sidst. Sidste år så vi også Team Stölting udnytte overtallet og rydde bordet. Så overtalssituationen betyder meget,« forklarer Anders Lund.
Netop sidste års vindere fra Team Stölting har i det seneste år været igennem ganske store forandringer. I år er holdnavnet blevet Veloconcept og holdejeren hedder nu Bjarne Riis, en mand, som fortsat pønser på at købe et World Tour-hold, som det danske kontinentalhold kan være talentfabrik for. Forandringerne til trods har holdet dog stadig den forsvarende mester Alexander Kamp på holdet – og han er endnu en af de 12 navne, som Anders Lund har klar, hvis da ikke Kamps mere erfarne holdkammerat Rasmus Guldhammer ender med at komme ham i forkøbet.
Feltets hurtigste
En af de næste 12 navne på Anders Lunds favoritliste er feltets vel nok hurtigste mand, Magnus Cort fra Orica Scott. En ung mand med to etapesejre fra sidste års Vuelta a Espana bag sig. Også for Cort bliver antallet dog en svaghed, spår Anders Lund. Cort har på dagen kun en holdkammerat i form af Christopher Juul Jensen med.
»Cort er formentlig den hurtigste sprinter, vi har i Danmark. Så hvis han kommer med hjem til stregen, er han uhyggeligt svær at slå, og det bliver også et problem for ham. For alle vil gøre alt, de kan, for at den situation ikke opstår. De vil prøve at klemme ham i det taktiske spil.«
Måske har Magnus Cort lavet samme analyse som landstræneren. Op til løbet har han i hvert fald talt sine egne chancer ned. Blandt andet fordi ruten i hans øjne er relativt let kørt. Det modsatte havde ifølge ham været at foretrække for de professionelle, som han de seneste to sæsoner har tilhørt.