Stephen Roche: Vejret kan afgøre Giro d´Italia
Ifølge Stephen Roche får vejret en afgørende indflydelse på løbet.
»Der skal meget mere til end bare at være rytteren i bedst form, sætte dit nummer på ryggen og vinde. Du skal være en rytter, der kan køre i både hede og ekstrem kulde, som du ofte møder i Dolomitterne i Giroen.«
Sådan lyder det fra ireren Stephen Roche, der selv vandt Giro d´Italia og Tour de France i 1987. Ifølge ham kan det meget skiftende vejr i Italien få en stor indflydelse på løbet, når Nairo Quintana, Vincenzo Nibali og de andre favoritter skal kæmpe om sejren. Det fortæller Stephen Roche til Jyllands-Posten.
Giro d´Italia er berygtet for både varme syd på og dårligt vejr, når feltet rammer de høje bjerge. I 2014 havde vejret stor indflydelse på udfaldet af Giro d´Italia. Mens sneen væltede ned, og løbsledelsen prøvede at neutralisere 16. etape af løbet, angreb Nairo Quintana de andre favoritter på toppen af Stelvio-passet og endte med at tage etapesejren og den lyserøde førertrøje.
I løbets nyere historie er der også eksempler på, at løbsledelsen helt har måttet aflyse etaper i løbet, da 19. etape i 2013 ikke blev kørt på grund af voldsomme snemængder. Derfor skal rytterne være klar på markante skift i vejret og meget kolde temperaturer.
”Da jeg kørte, havde vi mere fedt på kroppen end i dag. I år er Quintanas hovedmål Giroen, og han kommer til løbet med en fedtprocent på 4-5 pct. for at kunne køre stærkt i bjergene. Problemet er, at når du kører i det meget kolde vejr i Dolomitterne, så kan kroppen ikke klare det, og du mister meget energi på, at kroppen skal holde sig varm,« uddyber Roche om de temperaturmæssige udfordringer, som rytterne kan møde i bjergene.
»I 1987 var vi tynde, hvilket stadig gjorde det hårdt at køre, fordi vi havde ekstremt dårligt vejr i Giroen. Men vi var heller ikke så tynde, som dem der kører i dag, og jeg tror virkelig, at det i Giroen er vigtigt ikke at være for tynd.«
Ifølge Roche er Quintana en af favoritterne til den samlede sejr i årets Giro d´Italia, fordi han lidt paradoksalt for en colombianer kan køre godt, når vejret bliver rigtig skidt. I 1987, da Roche tog sin første store sejr i et år, der også bød på sejr i Tour de France og et verdensmesterskab, var Giro d´Italia ramt af dårligt vejr. Noget der var til Roches fordel.
»Jeg kommer fra Irland, hvor vi har et klima, som danskerne kender godt til, og jeg var vant til at køre i dårligt vejr. I den første uge af Giroen i 1987 kørte vi mod Bari i den sydlige del af Italien, hvor man forventede en hedebølge. I stedet for fik vi regn og kulde, hvilket var godt for mig.«