Livsfarlig konkurrence skrottes
Løbsledelsen for Giro d´Italia har efter megen modstand valgt at droppe kontroversiel nedkørselskonkurrence.
Løbsledelsen for Giro d´Italia har valgt at nedlægge den kontroversielle konkurrence, der skulle kåre den bedste nedkører i løbet. Det sker efter kritik fra både ryttere og Den Internationale Cykle Unions vicepræsident, Tom Van Damme. Det skriver løbsledelsen i en pressemeddelelse ifølge Cyclingnews.
»Vi ville lave en ekstra konkurrence og skabe noget interessant for tilskuerne. Desværre har ikke alle forstået ideen med konkurrencen, og andre har brugt den til at starte en problematik. Vi har besluttet at afskaffe konkurrence og præmierne. Vi vil stadig tage tid på rytternes nedkørsler og bruge dataene til at informere tilskuerne om farten på de forskellige ryttere,« siger Mauro Vegni, som er chef for RCS Sport, der arrangerer Giro d´Italia i en pressemeddelelse.
En af grundene til, at konkurrencen var så kontroversiel er, at den belgiske Leopard-Trek-rytter Wouter Weylandt tilbage i 2011 døde, da han styrtede på en nedkørsel på tredje etape af netop Giro d´Italia. Derudover døde en ung amerikansk rytter af sine kvæstelser i sidste uge efter et styrt på en nedkørsel i et amerikansk løb.
I et tweet i går skrev Van Damme, der også er præsident for den Belgiske Cykle Union, at konkurrencen er en »uacceptabel ide«, og at han havde forespurgt om at få »forbudt konkurrencen med det samme«.
Konkurrencen blev også kritiseret kraftigt af flere ryttere. Blandt andre skrev Team Sky-rytteren og Chris Froomes vigtige bjerghjælper, Wout Poels, på Twitter, at konkurrencen kan være en »livstruende ide«, og han håber, at konkurrencen er en »vittighed«. På samme medie skrev Trek-Segafredos Jasper Stuyven, at Giro d´Italia arrangøren »burde skamme sig«.