Lance Armstrong har stadig krudt i benene
Lance Armstrong har allerede cyklet knap 1.000 kilometer i 2017.
Selvom at Lance Armstrong har en livstidsstraf fra at deltage i konkurrenceidræt, kan den 45-årige amerikaner selvfølgelig stadig begive sig ud på egen hånd.
Det gør han til gengæld ofte, og data fra hans offentlige profil viser, at han godt kan følge selv særdeles habile ryttere.
Den 15. januar var han således på tur med Lawrence Craddock, der kører professionelt for Cannondale-Drapac.
Som så mange andre motionister lægger Lance Armstrong sine data ud til offentlig skue, og her kan man se, at turen i Austin og omegn var på 185 kilometer. Det tog 5 timer og 52 minutter med en samlet stigning for turen på 1,6 kilometer. Gennemsnitshastigheden var på 31,5 km/t.
»Seks timer/115 miles i dårlig vejr med Lawrence Craddock. Hvem har lyst til det,« skrev Armstrong på Twitter efterfølgende.
Undervejs havde den tidligere syvdobbelte Tour de France-vinder tid til at optage en video og lægge på Instagram.
»Det er koldt, 10 grader, der regner og der er dårligt sigte. Seks timer på en cykel, og jeg forsøger at hænge på den her unge gut,« siger han på videoen.
På Armstrongs Strava-profil – hvor man kan se hans cykeldata – kan man se, at han allerede har kørt 975 kilometer i år på 10 ture.
I alt har han cyklet godt 25.000 kilometer, siden han oprettede sin profil i 2011.
Texaneren, der aldrig har været bange for det kontroversielle, skriver i sin profil, at han er »Far til 5, overlever, dårlig halvdel til Anna Hansen, løber og syvdobbelt Tour de France-vinder,« selvom, at han blev strippet for den sidste del, da han indrømmede sit massive dopingmisbrug.