For en stund var Touren tavs

Enkeltstarten på Tourens 13. etape blev præget af tragedien i Nice torsdag aften. Både før og efter.

Artiklens øverste billede
Thomas de Gendt, Peter Sagan, Chris Froome og etapevinderen Tom Dumoulin i et minuts stilhed for ofrene ved terrorangrebet i Nice. Foto: Christophe Ena/AP

La Caverne du Pont-d’Arc

Det tog ikke mere end et minut. Så havde Chris Froome sagt, hvad han ville sige. Derpå afsluttede han det pressemøde, som er obligatorisk efter hver etape for manden i den gule trøje i Tour de France.

»Alles tanker er hos dem, der er berørt i Nice. Det er svært for os overhovedet at være her og tale om løbet. Det er tæt på mit hjem, jeg træner meget på de veje. Og at se promenaden med lig over det hele, det var skræmmende. Min dybeste sympati og kondolencer går ud til de familier, som har mistet deres elskede.«

Det var budskabet. Reaktionen på at 84 mennesker mistede livet få hundrede kilometer væk torsdag aften, da en terrorist i en lastbil pløjede gennem de mange mennesker, som fejrede den franske nationaldag på Promenade des Anglais i Nice.

Så rejste Chris Froome sig fra sin stol og forlod den lille vogn, som den slags pressekonferencer bliver afviklet i, dag efter dag, år efter år. Spørgsmål og svar, altid samme rutine.

Men ikke fredag den 15. juli 2016.

Arbejdet blev passet

Løbet på landevejen havde været, som det plejer. Chris Froome havde taget vigtige sekunder – i nogle tilfælde minutter – fra alle sine værste konkurrenter i klassementet, som han plejer på enkeltstarterne.

Hollandske Tom Dumoulin, der er specialist i den slags, havde vundet tidskørslen, som han gjorde det på to enkeltstarter i Vuelta a España i fjor. Han var over et minut hurtigere end Chris Froome på andenpladsen.

Rytterne var trillet gennem målområdet med forpinte ansigter, mens de hev efter vejret efter 37,5 kilometers prøvelser. De lignede sig selv.

Men der havde også været stille. Stille ligesom nu, efter at Chris Froome forlod sit pressemøde uden at tage imod et eneste spørgsmål.

Stille på podiet, hvor alle Tourens trøjer – Chris Froome i den gule, Peter Sagan i grønt, Adam Yates i hvidt, Thomas De Gendt i prikker – og etapevinderen Dumoulin stod på række på podiet i La Caverne du Pont-d’Arc med sorte stykker stof bundet om overarmen.

Med hver sin buket i hånden holdt de et minuts stilhed til ære, mens fotografer fra hele verden knipsede løs, og de tilstedeværende gendarmer gjorde honnør.

Larmende tavshed

Men mest larmende syntes tavsheden, da reklamekaravanen kørte gennem startområdet i Bourg-Saint-Andéol, inden den første rytter blev sendt ned ad startrampen.

På den franske radiostation Info talte værterne om netop det. Den lydløse karavane. Og på Twitter dukkede en video op af det normalt så hysteriske monster af mærkelige biler, der gled sagte forbi de fremmødte tilskuere.

På alle andre dage er det umuligt at få ørenlyd, når reklamekaravanen raser.

Hollænderen Tom Dumoulin vandt enkeltstartsetapen på 37,5 km. Foto: Peter Dejong/AP

Og på alle andre dage ville reaktionen fra en etapevinder være ensidig. Præget af glæde. Men.

»Cykling bliver lidt mindre vigtigt,« lød det fra Tom Dumoulin efter sejren.

»I taler med en mand med blandede følelser. Jeg er glad for min sejr, det er den, jeg kom efter. Men den bliver totalt overskygget. Det er en trist dag. Faktisk en meget mærkelig dag. Jeg kan ikke tro det, jeg hørte i morges.«

I det store billede er cykelsport bare det. Sport. Man kan elske sporten, men den er ikke ens elskede. På den anden side er Tour de France også et billede på noget større, forstod man på Tom Dumoulin. For løbet kørte trods alt, tragedien i Nice gav ikke anledning til at aflyse konkurrencen og trille igennem i fred og ro. Og det sender et signal, mente hollænderen.

»Beslutningen om at køre i dag var rigtig, synes jeg. Vi kan ikke lade underlige mennesker med underlige idéer angribe og ændre vores liv,« sagde Tom Dumoulin.

Geraint Thomas, som kører for Team Sky og ligesom Chris Froome bor i Monaco få kilometer fra Nice, delte den holdning.

»Jeg havde det frygteligt, da jeg vågnede i morges. Den slags bør ikke ske, og jeg har svært ved at tro, at det er den verden, vi lever i i dag. Det sætter det hele i perspektiv. Men man kan ikke give efter for de folk. Man er nødt til at fortsætte på den rigtige måde. Vi skal alle fortsætte med at leve vores liv,« sagde han.

Mere og mere politi

Men mens Jakob Fuglsang har givet udtryk for bekymring ved tanken om at skulle cykle ind i Paris på næste søndag foran tusindvis af tilskuere, er Geraint Thomas helt rolig.

»Der er mere og mere politi omkring løbet, og de tager ikke let på tingene. Alle vil gøre, hvad de kan for at holde os sikre. Som ryttere skal vi bare fokusere på løbet og lade andre håndtere sikkerheden,« lød det fra den 30-årige brite.

Allerede inden årets Tour iværksatte arrangøren ASO og de franske myndigheder en række tiltag, der skal øge sikkerheden omkring cykelløbet. Det skete som en konsekvens af terrorangrebet i Paris i fjor, da 130 mennesker mistede livet.

Der er bl.a. blevet indsat såkaldte ansigtskendere – personer, der vitterligt ikke glemmer et ansigt – i start- og målområder. Dertil kommer bl.a., at franske specialstyrker er sat af til at følge Touren, hvilket aldrig er sket før. Og nu bliver der skruet yderligere op.

»Sikkerheden er meget styrket i dag. Vi har mødtes med de forskellige aktører for at snakke om sikkerhedsforanstaltningerne i dag, men også de forholdsregler vi formentlig skal tage de næste dage,« sagde Pierre-Yves Thouault, vicedirektør for Tour de France, fredag formiddag.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.