Profilen lyver: Flad sprinteretape kan blive afgørende for klassementet

Sidevinden kan spille mere end et pus på dagens etape af Tour de France.

Carcassonne

»På papiret er etapen i dag en sprinteretape. Men med den vind, som der er, kan det blive en meget vigtig dag for folk i klassementet.«

Den tyske stjernesprinter fra Etixx-Quick Step Marcel Kittel er ikke i tvivl.

Ved første øjekast ser onsdagens etape relativt ufarlig ud, når Tour de France-feltet skal ud på den 162,5 km lange etape uden nævneværdige stigninger. Men dagens blæst, som selv journalisten kan mærke, når dagens hovedpersoner skal interviewes, kommer til at gøre løbet hårdt for løbets ryttere – især dem, der jagter de øverste positioner i klassementet.

Sidevind er nemlig et berygtet fænomen blandt professionelle cykelryttere, for det betyder, at færre kan sidde i læ for vinden. Dermed ender visse ryttere i mindre grupper eller ligefrem alene, og så kan det være svært at følge med et kraftfuldt cykelhold, hvor ni mand skiftes til at tage føringer i en såkaldt vifte.

»Det kommer til at skabe stor stress i feltet. Alle vil sidde fremme. Du ved aldrig, hvornår der er nogen, der kører, så du kan ikke bare hygge dig og komme let igennem. Man skal være alert hele tiden. Det er en træls etape for rigtig mange, kunne jeg forestille mig,« sagde Tinkoff-rytteren Michael Valgren før onsdagens etape, der dermed lufter samme spådom som kollegaen Marcel Kittel.

Et af feltets stærkeste hold til at køre i sidevind er netop Marcel Kittels mandskab, Etixx-Quick Step.

For tre år siden splittede holdet Tour-feltet ad, hvilket kostede Alejandro Valverde over otte minutter i det samlede klassement, fordi han ikke fik hægtet sig på den rigtige gruppe.

Men i år er det anderledes for Etixx-Quick Step, der selv har en mand med fremme i klassementet.

»Vi skal være opmærksomme hele tiden, for nu skal vi også til at holde øje med klassementet med Dan Martin, der ligger nummer tre. Hvis vi splitter feltet og ender 30 mand oppe foran, deraf Dan Martin, og han får en defekt eller punkterer, ville det være en katastrofe. Derfor skal vi også have en bil oppe ved ham,« siger sportsdirektør Brian Holm og fortsætter:

»Jeg tror, at de bedste etaper, som jeg har vundet i Tour de France, har været, hvor vi kørte i sidevind, og vi har jo stolte traditioner for at trykke på knappen og skrue op for tempoet på lignende etaper. Men det bliver svært og ud over belgierne, der elsker sidevinden, har alle andre sovet dårligt i nat, det kan jeg garantere for.«

Sidste år tabte den colombianske forhåndsfavorit Nairo Quintana 1.28 til den senere vinder, Chris Froome, på en lignende etape.

Og det har han helt sikkert bidt negle over, da Froome vandt Tour de France med 1.12 ned til netop Quintana.

Brian Holm indrømmer da også, at denne potentielt farlige dag har fået holdet til at spare på kræfterne på tirsdagens etape.

»Man skal altid se et par dage frem i Tour de France. I dag er det rytternes Paris-Roubaix under Touren. Der er kun en, der vinder, og mange taber i sådan en sidevind her. Der er god grund til at være spændt op i dag og være nervøse,« siger Holm.

Også danske Matti Breschel forventer en hård etape, hvor vinden meget vel kan sætte sit aftryk i klassementet. Cannondale-holdets kaptajn, Pierre Rolland, har nemlig tabt tid i Pyrenæerne, og nu kommer der en chance for at køre noget af den ind.

»Det kunne være fedt at prøve at tage noget for vores kaptajn, nu hvor han har tabt noget tid i klassementet,« siger den danske Cannondale-rytter.

Rytterne er advaret. Der bliver ikke mulighed for at hvile benene, inden Mont Ventoux skal tæmmes på torsdagens etape.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.