Holm: Det har været den nemmeste Tour i mange år
Tror du, at de første seks etaper i Touren har været hårde ved feltet? Glem det, siger Brian Holm.
BLAGNAC
Det er muligt, at varmen har fået tag i årets Tour de France. At især onsdagens kuperede etape var led ved rytterne og resulterede i forvrængede ansigter i målområdet efter Greg Van Avermaets sejr.
»Det har været nemt. Meget nemmere end det plejer. Der har ikke været de slemme sidevindsetaper. Der har ikke været hedebølge. Der har ikke været vanvittige regnskyl. De fleste ryttere, jeg har talt med på holdet, mener, at det er det nemmeste, de har prøvet i mange år. Så de hygger sig,« siger han.
Brian Holm skal ikke grave længe i hukommelsen for at finde den diametrale modsætning til dette års prøvelser i Touren. I 2015 begyndte Tour de France i Utrechs med hedebølge på prologen, tung regn og vild blæst, der flåede feltet i stykker på 2. etape.
»I sammenligning med sidste år, har vi kun set hyggeetaper. Sidste års Tour var noget af det hårdeste, vi har prøvet, dette års Tour er noget af det letteste, vi har set i mange år,« siger Brian Holm.
»At sammenligne med sidste år, det her har ikke så meget at gøre med sidste år. Det var meget varmere, meget værre. Rytterne fleste led faktisk uden at lave noget som helst.«
Men nu kommer bjergene – Pyrenæerne. Så mon ikke freden er ved at være forbi?