Fortsæt til indhold
Cykling

Michael Valgren blev sparet til kommende løb

Michael Valgren fik frataget kaptajnrolle, men han skal se det som et tilvalg.

Efter Michael Valgren præsterede at blive nummer to i Amstel Gold Race søndag, blev det meldt ud, at han skulle være semikaptajn til Fleche Wallone.

Derfor var det en overraskelse for ham, at han i stedet endte med at være hjælper for sin Tinkoff-holdkammerat Roman Kreuziger. Michael Valgren blev nummer 96 og Roman Kreuziger nummer 11 på etapen.

Cykelkommentator Thomas Bay undrer sig ikke over, at der blev ændret i udmeldingen og siger, at der kan ske mange ting i cykelsport, og at man er nødt til at træffe nye valg undervejs.

Han fortæller samtidig, at i stedet for at se det som et fravalg som semikaptajn, skal det ses som et tilvalg af Michael Valgren til den kommende endagsklassiker Liege-Bastogne-Liege.

Derfor er det rigtigt set af sportschefen at ændre i planerne om at bruge ham som kaptajn til etapen midt på ugen.

»Michael Valgren passer bedre til søndagens løb, som også er et større løb. Fleche Wallone er ikke et lille løb, men det er heller ikke på niveau med de andre. Det er til et midtugeløb, han blev fravalgt. Jeg er sikker på, at det har været for at spare ham mentalt fra den slåskamp, der er i slutspurten på Mur de Huy, så han er helt frisk til på søndag,« siger Thomas Bay.

Kaptajn søndag i stedet?

Michael Valgren har udtalt, at han frygter, det vil blive en gentagelse søndag til Liege-Bastogne-Liege, hvor han skal køre for en af sine holdkammerater igen.

Thomas Bay undrer sig over, hvis der sker.

»Jeg bliver skuffet, hvis han ikke får en kaptajnrolle søndag. Måske sammen med Kreuziger. Andet vil være fuldstændig ulogisk.«

Michael Valgren har tidligere gjort det godt i Liege-Bastogne-Liege, som han har vundet to gange som U23-rytter.

Thomas Bay vurderer også, at det er en etape, som ligger langt bedre til Valgren, da han tidligere har vist, at han er god på de lange distancer, og løbet har en mere naturlig hårdhed og udskilning undervejs end Fleche Wallone.

»Et moderne Fleche Wallone ender med, at man kommer i samlet flok til bunden af Mur de Huy, hvor det så gælder om at køre om kap op ad det. Jeg tror, det er fornuftigt, Michael Valgren er sparet mentalt for den finale og i stedet ser frem mod Liege-Bastogne-Liege, da han tidligere har vist, han er god i finalerne i de lange klassikere,« siger Bay.