Fortsæt til indhold
Cykling

Forarget Nibali efter hetz: Jeg har jo ikke slået nogen ihjel

Astana-rytteren føler sig uretfærdigt behandlet oven på sit Vuelta-exit.

Vel bliver Astana-kaptajnen Vincenzo Nibali kaldt Hajen fra Messina. Men nogen dræber er han ikke.

Det er ellers det billede, som journalister og folk på sociale medier tegner af ham, efter at han søndag blev smidt ud af Vuelta a España, mener han.

»Jeg kan ikke lide at blive behandlet som et monster, for det er jeg ikke. Jeg er blevet angrebet, som om jeg havde slået nogen ihjel,« siger han til avisen Gazetta dello Sport.

Nibali blev diskvalificeret fra løbet, fordi tv-billeder afslørede, at han havde holdt fast i en holdbil, som hjalp ham tilbage til hovedfeltet efter et styrt.

Den afgørelse traf løbskommissærerne dog ikke på egen hånd. Også den internationale cykelunion var indblandet, påstår Nibali i samme interview.

»Nogle mennesker kan ikke lide Astana. Det er også derfor, at jeg er sikker på, at beslutningen om at smide mig ud ikke blev truffet af løbets chefkommissær alene.«

»Måske jeg tager fejl, men så stor en beslutning er garanteret blevet godkendt af UCI.«