Tinkov: Jeg farver mit hår gult og grønt!
Hvis Tinkoff-Saxos ryttere leverer varen, skal Oleg Tinkov nok kvittere med en vild hårfarvning.
Cambrai
Da Alberto Contador i slutningen af maj vandt Giro d’Italia, fejrede hans chef, Oleg Tinkov, det med at farve sit hår skrigende pink – ligesom farven på førertrøjen i det italienske løb.
I årets Tour de France er det altoverskyggende mål på holdet, at Alberto Contador vinder den gule førertrøje og dermed fuldender sin double med begge etapeløb i en sæson.
Men på holdet kører også Peter Sagan, som de seneste tre år har vundet den grønne pointtrøje i Tour de France. Og i årets udgave af det franske løb ligger han inden femte etape nummer to i den stilling. Blot seks point efter Andre Greipel fra Lotte-Soudal.
Skulle det hele ende lykkeligt for det russiskejede hold, og man vinder både den gule og den grønne trøje, skal man ikke være nervøs for, at Oleg Tinkov ikke kan hylde både sin kaptajn og sin slovakiske sprinter.
”Problemet bliver ikke at farve mit hår både gult og grønt. Problemet bliver at vinde begge trøjer,” svarer Oleg Tinkov, mens han griner.
”Se mit hvide hår. Det kan nemt farves i begge farver. Gult i den her side og grønt i den anden. Men først skal vi lige vinde dem,” siger Oleg Tinkov.
Alberto Contador ligger inden femte etape på en samlet ottendeplads i klassementet, hvor han er 48 sekunder efter Tony Martin, som erobrede førertrøjen tirsdag.