Cykelstjernernes skøre overtro
De tør ikke kaste med salt og er bange for et bestemt tal. En enkelt spanier nægtede at gå i bad.
Overtro og cykelryttere er ligesom chips og dip.
De to ting hører bare sammen.
Professionelle cykelryttere har alle dage været overtroiske, og sådan er det også blandt mange af rytterne i årets Tour de France-felt.
Lars Bak, der kører for det belgiske mandskab Lotto-Belisol, er en undtagelse. Han beretter om overtroiske ryttere iblandt sig, men vil ikke selv kaldes overtroisk.
Til gengæld har han et fast ritual.
Skæve bremser
”Jeg tjekker altid mine bremser, inden jeg skal ud at køre. Bremserne skal altid passe på millimeteren. Hvis der bare er én millimeter skævhed, får mekanikeren lov at skrue med umbrako-nøglen. Hvis cyklen bare bremser den mindste smule skævt, kan jeg slet ikke køre. Det er lidt en psykologisk hæmsko for mig,” siger Lars Bak.
Hvis han punkterer, bruger han altid fem sekunder ekstra på at tjekke bremserne. Med mindre der kun er to kilometer til mål, naturligvis.
Faste ritualer - og ikke mindst overtro - i cykelsporten spænder vidt. Da Fabian Cancellara i Touren 2010 fik udleveret sit startnummer, så han til sin skræk, at det var ulykkestallet 13.
Han vendte det på hovedet hele løbet, og det samme har årets ”ulykkesfugl,” franskmanden John Gadret, gjort.
Jeg plejer at banke under bordet, og hvis der ikke er noget bord i nærheden, banker jeg på min hovedskal.Tyler Hamilton.
Bank under bordet
Så meget ligger uden for cykelrytteres indflydelse, at de gør alt for at forbedre deres vinderchancer. Derfra kommer blandt andet ritualerne, traditionerne og overtroen.
Det beskrev den tidligere cykelrytter Tyler Hamilton i sin bog: ”Det hemmelige løb.”
”Nogle ryttere tegner konstant korsets tegn for sig, andre ryttere fremsiger bønner undervejs op ad stigninger, atter andre binder amuletter fast på deres cykelstyr. Jeg plejer at banke under bordet, og hvis der ikke er noget bord i nærheden, banker jeg på min hovedskal,” skriver den dopingdømte amerikaner i bogen.
Det farlige salt
Salt er en evig forbindelse til overtro i cykelsporten. Også det har Tyler Hamilton oplevet på nærmeste hold.
En aften halvvejs gennem Tour de France 2002 besluttede hans holdkammerat på CSC Michael Sandstød at bryde reglen om, at man ikke må spilde salt.
Han væltede saltbøssen med vilje og kastede saltet omkring sig, mens han grinede.
"Den næste dag styrtede Michael på en nedkørsel og brækkede skulderen og otte ribben. Han fik punkteret lungen og var tæt på at dø. Efter den episode kørte jeg altid med et reagensglas med salt i min trøjelomme, bare for en sikkerheds skyld," skriver Tyler Hamilton.
Mange italienske ryttere går i baglås, hvis nogen rækker dem saltet ved middagsbordet. Det bringer uheld, mener de.
Gå glad i bad
Der er sågar visse regler, som mange cykelryttere notorisk sværger til for at undgå uheld.
De barberer ikke ben morgenen inden en etape, de barberer sig ikke dagen før en enkeltstart, de sætter sig op på cyklen fra den samme side hver gang, og de spiser altid det samme måltid inden enhver etape.
Den tidligere spanske rytter Izidro Nozal var så bange for at blive forkølet, at han nægtede at gå i bad under enhver Grand Tour (Vueltaen, Giroen og Tour de France).
Det har hans værelseskammerat sikkert sat pris på.