Fuglsangs klassement smadret af vanddunk
Danskeren antyder, at belgiske Jurgen Van den Broeck var skyld i styrtet.
CHAMROUSSE
Det lignede mest af alt, at hele hans venstre side af kroppen var blevet kørt igennem et rivejern. Blodet piblede fra albuen, benet og skulderen, og fingrene gjorde ondt.
Jakob Fuglsang var forslået, da han efter 13. etape af Tour de France skulle give sin forklaring af, hvad der skete, da han styrtede på nedkørslen fra Col de Palaquit.
"Contador havde åbenbart ret i, at man skal passe på Jurgen Van den Broeck. Pludselig lå der en fyldt Lotto-vanddunk på vejen, og jeg ramte den. Jeg kunne ikke nå at undvige den," sagde Jakob Fuglsang små hundrede meter efter målstregen.
Dermed antydede han, at Lottos holdkaptajn ikke fulgte de uskrevne regler om at smide dunkene ud i vejkanten, og at belgieren dermed var indirekte skyld i styrtet.
At Contador skulle blandes ind i sætningen var, fordi Contador har forklaret, at han før det styrt, der kostede ham Tour-deltagelsen, ville væk fra Van den Broeck.
Ude af klassementet
Fuglsang kom i mål en halv time efter sin holdkaptajn, Vincenzo Nibali, som vandt etapen og udbyggede sin føring i den samlede stilling.
Danskeren havde dog ikke presset sig selv på den sidste stigning.
"Jeg kørte med, hvad jeg lige syntes, jeg gad at køre med, men der var ingen grund til at køre som død og helvede. Det gør ingen forskel, om jeg kom et kvarter eller en halv time senere ind," konstaterede Fuglsang.
Med sit store tidstab er danskerens rolle i det samlede klassement udspillet, men han håber alligevel at kunne spille en rolle i resten af Touren.
”Måske ikke i morgen, men så i Pyrenæerne,” sagde en skuffet Fuglsang.
I den samlede stilling ligger Fuglsang på en 25. plads - 34.50 minutter efter Nibali.