Cykling: "Det bliver en massakre"
<p>Ryttere er chokerede over den nye rute i Flandern Rundt.</p>
Kortrijk,
Da Team Saxo Bank i onsdags prøvekørte de brosten, der skal lægge grund til søndagens Flandern Rundt, blev de ramt af chok.
Ruten er nemlig blevet lavet om fra tidligere år, og den nye rute er en ordentlig mundfuld, fortæller Anders Lund.
”Vi var ude for at se ruten, og vi blev alle chokerede over, hvor voldsomt hård, den i virkeligheden er,” siger han.
Feltet bliver smadret
Han håber, at den første del af løbet bliver kørt med blik for de strabadser, der venter på de 255 km. fra Brügge til Oudenaarde. For ellers.
”Hvis løbet bliver kørt ligesom normalt i Flandern Rundt, bliver det en massakre. Så kommer folk til at være så trætte allerede anden gang op ad Oude-Kwaremont (en skrap stigning, rytterne skal over tre gange, red.), at feltet bliver helt smadret,” siger Anders Lund, der håber på at komme i udbrud.
”Et udbrud kan nå rigtig langt, hvis der ikke bliver kørt så stærkt i starten. Omvendt kan det få en meget kort levetid,” griner han.
Danskere i front
Både Anders Lund og Michael Mørkøv har planer om at vise sig i den berømte forårsklassiker. Det er deres lod, efter at holdets kaptajn, Nick Nuyens meldte afbud med en skade.
”Anders og jeg kommer højst sandsynligt til at gå efter udbruddet. Et udbrud er stadig vores største chance for at være med,” siger Michael Mørkøv.
Både han og Anders Lund tror på, at Team Saxo Bank – trods omverdenens forventninger om det modsatte – kan gøre sig gældende i søndagens løb.
”Vi ser os ikke som chanceløse. Jeg er bare realistisk. Jeg får ikke noget ud af at sidde i feltet og vente på, at Cancellara og Boonen kører. Jeg kan ikke følge med dem,” lyder det fra Michael Mørkøv, som mener, at en top 10-placering til det danske hold er realistisk, hvis tingene går efter planen.