Bjarne Riis skal kæmpe for licens
17 af 18 World Tour-licenser er uddelt - og Team Saxo-Tinkhoff mangler stadig.
Bjarne Riis og Alberto Contador skal besejre det hollandske hold, Argos-Shimano, og spinterne, Marcel Kittel og John Degenkolb, i kampen om den sidste plads i cykelsportens fineste selskab.
Det skriver den hollandske avis De Telegraaf.
Ifølge De Telegraaf er de første 17 ud af 18 World Tour-licenser for 2013 nu uddelt, og tilbage står Team Saxo-Tinkoff og Argos-Shimano i kampen om plads nummer 18 og den direkte adgang til bl.a. Tour de France, Vuelta a España og Giro d’Italia.
Bagud på point
Årsagen til, at Team Saxo-Tinkoff kæmper med i bundstriden til trods for, at profiler som Alberto Contador og Roman Kreuziger står på holdkortet, er, at Alberto Contadors point til det sportslige regnskab i licensprocessen ikke tæller. Det er en del af straffen, efter at han i februar blev idømt karantæne for sin clenbuterol-positive dopingprøve fra Tour de France 2010.
Alberto Contadors sejr i dette års Vuelta a España tæller derfor ikke. Og tilkomsten af bl.a. Nicolas Roche fra Ag2r, Roman Kreuziger fra Astana og det slovenske talent, Marko Kump, der i år blev nummer fire på den europæiske rangliste, var ikke nok til en plads blandt de første 15 udvalgte.
Gode muligheder på trods
Argos-Shimano kørte i denne sæson som Pro Continental-hold og deltog i både Tour de France og Vuelta a España til trods for, at det ikke var selvskrevet til de løb.
Det giver håb for Team Saxo-Tinkoff, hvis den sidste World Tour-licens bliver sendt til Holland i stedet for Danmark. For med Alberto Contador som kaptajn er der med al sandsynlighed invitationer til de helt store etapeløb i vente for den forsvarende mester i Vuelta a España.
De to hold, som senest har fået World Tour-licenser på efterbevilling, er Lotto-Belisol og Ag2r.