Fortsæt til indhold
Cykling

Han er britisk cykelsports vigtigste superstjerne

Bradley Wiggins fra Team Sky er en af de helt store favoritter til at vinde årets Tour de France. Han er en stille enspænder i cykelfeltet, men den 32-årige gut med de røde bakkenbarter er blevet britisk cykelsports vigtigste superstjerne - i kraft af sine resultater, sine værdier og sin frisure.

Bradley Wiggins var midt i 20’erne, da ordene faldt. På det tidspunkt havde han intet begreb om, hvad der ventede ham.

Den ydmyge søn af den nu afdøde banerytter, Gary Wiggins, havde vundet OL-guld på cykelbanen i Athen efter 4.000 meters kamp med den australske stjerne, Bradley McGee. Wiggins - en spinkel, rødhåret knægt med et langt, blegt ansigt - havde fået sit gennembrud i det omfang, han kunne. Troede han.

De små øjne glinsede sort. Han var helt seriøs, mens han talte til kameraet.

»Når jeg trækker mig tilbage om 15-20 år og laver et lignende tv-program om tidligere olympiske mestre, er det alt, jeg vil blive husket for i sporten. Bradley Wiggins, den olympiske mester.«

Det er næsten otte år siden nu.

Den vigtigste stjerne

Bradley Wiggins vandt sin første af tre olympiske guldmedaljer i Athen og føjede yderligere to til i Beijing i 2008.

I 2009 blev han nummer fire i Tour de France, og inden han på hjemmebane i august skal forsøge at føje flere OL-medaljer til samlingen, venter den udfordring, som på alle måder kan gøre Wiggins’ tidlige forventninger til sit eget eftermæle til skamme.

Konklusionen er klar: Bradley Wiggins er blevet britisk cykelsports vigtigste superstjerne.

Til de læsere, som har undret sig siden påstanden om, at Bradley Wiggins fortjener prædikatet som den vigtigste stjerne i britisk cykelsport, følger en forklaring. Man skal ikke forklejne Mark Cavendish, verdensmesteren, supersprinteren, Bradley Wiggins’ landsmand. Men sagen er den, at Wiggins har noget ganske særligt at byde på. Det mener Simon Chadwick, professor i sport business strategy og management ved Coventry University Business School.

»Op gennem 1980’erne og 1990’erne var cyklingen død i England. Inden OL i Athen i 2004 var det som om, engelsk cykelsport ikke fandtes,« siger Chadwick, som har fulgt international cykelsport i over 30 år.

Oasis-hår og tatoveringer

Det, som Bradley Wiggins kan, handler ikke kun om cykling. Det handler om stil. Styrken sidder i håret - i marketingmæssig forstand, forstås.

»En meget interessant ting ved Bradley Wiggins er hans frisure. Han ligner ikke en cykelrytter. Han ser ud, som om han er den anden bassist i Oasis. Han kunne være en del af Blur,« siger Simon Chadwick.

Det er svært at få øje på, når han har arbejdstøjet på, men Bradley Wiggins er som taget ud af den engelske "mod"-kultur, der slog rødder i den engelske undergrund i slutningen af 1950’erne. På cyklen er det kun de røde bakkenbarter, der klemmer sig ud under hjelmen, og det til tider lange hår i nakken, som viser sig.