Bjarne Riis regner med UCI
Holdejeren forventer, at Contador får lov at optjene point efter karantænen, men truer med CAS.
Alberto Contador fortsætter hos Team Saxo Bank, men et enkelt afgørende element mangler stadig at blive opklaret.
For i forbindelse med Contadors karantæne har den internationale cykelunion, UCI, meddelt, at de point, som spanieren henter fra august, når karantænen udløber, og til frem til udgangen af sæsonen ikke vil tælle med i det regnskab, der afgør, om Team Saxo Bank i næste sæson forsat vil blive direkte inviteret til cykelsportens største løb - bl.a. Tour de France.
Hvis det ikke går i vores retning, må vi tage den til CAS-domstolen
Team Saxo Bank har efter den udmelding haft jurister på sagen for at teste reglen, og Bjarne Riis forventer, at UCI giver Alberto Contador lov til at optjene point, når karantænen udløber.
”Vi forventer, at UCI tager den rigtige beslutning i forhold til det,” siger Bjarne Riis til Jyllands-Posten.
Hvordan kan I forvente det?
”Det kommer op på et møde i UCI her om kort tid, og hvis det ikke går i vores retning, må vi tage den til CAS-domstolen.”
Ligger i bund
Team Saxo Bank ligger i øjeblikket i bunden af UCI's pointrangliste, og holdets ryttere er derfor tvunget til at levere gode resultater, hvis licensen for sæsonen skal genudstedes.
Derfor har der verseret rygter og spekulationer om, hvilke ryttere Riis er nødt til at forstærke sig med, men ifølge holdejeren er der intet nyt på den front.
”Vi arbejder på det, og når vi har nyt, melder vi det ud,” siger Bjarne Riis.