Danmark Rundt kører sydpå

Når cykelløbet Post Danmark Rundt skydes i gang, bliver det primært i det sydlige Danmark, at cykelentusiaster kan følge rytternes kamp.

Onsdag går starten på det 18. Post Danmark Rundt 2008 og de 15 hold er klar til start i Holstebro.

Etapen bliver den eneste af seks etaper, hvor rytterne kommer til at køre i det midt- og vestlige Danmark, ellers er resten af etaperne lagt i den sydlige del af landet.

Selvom det kan skuffe nogen cykelentusiaster, er det ikke et bevidst valg fra arrangørernes side, at det nordlige og midtdanske ikke skal have besøg af rytterne fra Post Danmark.

”Det bliver varieret fra år til år, alt efter hvilke aftaler vi får med kommunerne. Sidste år kørte vi f.eks. slet ikke på Fyn, men var i stedet i Aalborg,” siger pressechef hos Post Danmark Rundt, Kenneth Møller Kristensen.

To vigtige etaper

Årets Post Danmark Rundt byder på en blanding af større og mindre veje. Kenneth Møller Kristensen fremhæver to strækninger i årets løb.

Den ene er årets såkaldte kongeetape fra Padborg til Vejle, der nemt kan blive afgørende. Der er gode stigninger fra Egtved på de små veje ind mod Vejle, og rundstrækningen i Vejle med en 21 pct. stejl bakke på Kiddesvej kan gå hen og skabe afgørende udskilning.

Så er der også den 15 km. lange enkeltstart i Kerteminde, der traditionelt afgør, hvem der vinder løbet sammenlagt.

Det 18. Post Danmark Rundt følger traditionen, og byder på en blanding af større og mindre veje, hvor de små veje traditionelt byder på flot og spændende cykelløb.

Blæsten bestemmer i morgen

Når løbet skydes i gang i Holstebro bringes rytterne igennem en ret flad, men også åben strækning bl.a. langs Vesterhavet rundt i hele Holstebro Kommune med opløb tilbage i Holstebro.

Når rytterne har tilbagelagt omkring en tredjedel af etapen, og feltet ankommer til Thorsminde, vil rytterne måske få mulighed for at opleve den frygtede vestenvind, som kan gøre morgendagens etape rigtig hård for selv de stærkeste og mest erfarne ryttere i feltet.

Efter 170 km. på landevejen bliver det på rundstrækningen ved Holstebro afgjort, hvem der kan iføre sig den gule førertrøje og glæde sig over at ligge som nr. 1 i årets Post Danmark Rundt.

Der er typisk rigtig godt publikumsfremmøde til Post Danmark Rundt, og der er rig mulighed for at nyde onsdagens etape, der ifølge arrangørerne skulle være publikumsvenlig. Er man ikke kun til cykelløb, er der også god mulighed for at kombinere udflugten med en afstikker til forskellige turistattraktioner, der ligger samme sted.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen