Sastre forsvarede den gule trøje
Der er talt og skrevet meget om at den gule trøje giver vinger. Lørdag må man sige, at den påstand holdt stik.
Carlos Sastre kørte nemlig lørdag sit livs enkeltstart og forsvarede dermed den gule førertrøje i Tour de France.
Det var ellers ventet, at favoritten Cadel Evans ville fravriste Sastre den gule trøje på løbets næstsidste og afgørende etape, men spanieren overraskede alt og alle med en stilsikker og frem for alt hurtig kørsel.
God dansk dag
Det blev i det hele taget en fremragende dag for det danske cykelhold.
Enkeltstartspecialisten Fabian Cancellara kom nemlig ind på en andenplads og så på et tidspunkt ud til at vinde etapen, men Stefan Schumacher fra Gerolsteiner overlistede CSC'eren med blot tyve sekunder.
Men her stoppede triumftoget ikke. Andy Schleck forsvarede tilmed også sin hvide trøje, som gives til den bedste unge rytter i løbet.
Længe så det ellers ud til at konkurrenten Roman Kreuziger halede afgørende ind på Andy Schleck, men CSC'eren holdt stand og står med gode kort på hånden for at sikre holdets næstflotteste trøje.
Team CSC Saxo Bank har vundet to etapesejre i årets Tour og fører efter enkeltstarten også fortsat holdkonkurrencen, og dermed kan hele holdet forvente at blive hyldet på podiet i Paris, når Tour de France slutter søndag.
Den samlede stilling efter enkeltstarten
1. Sastre (ESP, CSC) 84:01:00
2. Evans (AUS, SIL) +01:05
3. Kohl (AUT, GST) +01:20
4. Menchov (RUS, RAB) +02:00
5. Vande Velde (USA, TSL) +03:12
6. S. Sánchez (ESP, EUS) +06:32
7. Kirchen (LUX, THR) +07:02
8. Valverde (ESP, GCE) +07:26
9. Valjavec (SVN, ALM) +09:12
10. V. Efimkine (RUS, ALM) +10:02