Hattrick af Cavendish
Den engelske sprinter Mark Cavendish vandt torsdag sin tredje etape i årets Tour de France.
Mens dagsordenen var Riccardo Riccòs positive dopingprøve og hans hold Saunier Duvals udtrædelse af Tour de France, blev der også kørt cykelløb torsdag.
De 169 kilometer fra Lavelanent til Narbonne bød ikke på den store dramatik, og feltet kom samlet til mål. Her kørte britten Mark Cavendish med største selvfølgelighed over målstregen som første rytter.
Dermed vandt Team Columbias sprinter sin tredje sejr i årets Tour de France, og det fejrede han med at holde tre fingre i vejret, da han kom i mål.
Etapen var for favoritterne til den samlede sejr mest af alt en transportetape mellem Pyrenæerne og Alperne, som rytterne støder ind i på søndag. Den gule førertrøje sidder fortsat på Lotto-rytteren Cadel Evans, mens Fränk Schleck fra Team CSC Saxo Bank ligger på andenpladsen - ét sekund efter Evans.