- Opdateret 11/07/2008 kl. 22:19
Tourrytter taget for EPO
Den spanske Liquigas-rytter Manuel Beltran har afgivet en positiv EPO-prøve efter første etape og er ude af løbet. Politiet ransager holdets værelser.
Aurillac
En talsmand for Liquigas-holdet meddeler ifølge AP, at Manuel Beltran er blevet suspenderet fra holdet, og at det franske politi har taget ham med fra holdets hotel.
Politiet ankom fredag aften til Liquigas-holdets hotel i omkring 12 politibiler, og betjente er i gang med at undersøge holdets værelser, oplyser nyhedsbureauet.
Det sker, efter at det franske antidopingagentur ASO, som autoriserer dopingprøverne under Tour de France, har taget Manuel Beltran med stoffet EPO i kroppen på tourens første etape i lørdags.
"Det er et voldsomt slag. Endnu engang viser det sig, at nogle mennesker er parat til at løbe en tåbelig risiko," siger præsidenten for den internationale cykelunion UCI, Pat McQuaid, til Reuters.
"Forhåbentlig kommer der ikke flere positive prøver de næste to uger," tilføjer han.
Afprøvet i to laboratorier
Der er gået nogle dage, før det franske antidopingagentur nu melder ud på den positive prøve, for prøven er først analyseret på laboratoriet i Paris og siden sendt til ny analyse i Lausanne.
»De har analyseret prøven i Paris, og siden har laboratoriet i Lausanne efterprøvet resultatet,« fortæller Pierre Bordry fra ASO til spn.dk.
37-årige Manuel Beltran var en skattet hjælperytter i bjergene for Lance Armstrong i amerikanerens to sidste år som Tour de France-vinder. Tidligere har han kørt for Mapei, Team Coast og Banesto.
Beltran var nummer 26 i den samlede stilling efter fredagens etape.