Mads Pedersen bevarer grøn trøje-forspring: Det var en god dag
Mads Pedersen er fortsat 64 point foran Biniam Girmay i pointkonkurrencen efter løbets første massespurt.
Med en tredjeplads på etapens indlagte spurt og en syvendeplads i den afsluttende massespurt fastholder Mads Pedersen sit forspring i pointkonkurrencen til den nærmeste rival.
Før etapen var Biniam Girmay (NSN) 64 point efter Lidl-Trek-danskeren, og det er han fortsat efter 5. etape.
Derfor var det ”en god dag i forhold til, at det handler om damage control”, siger Mads Pedersen til TV 2 efter 5. etape af Tour de France.
- Jeg scorer flere point end dem på den indlagte spurt, og jeg bliver nummer syv i mål, og ingen af de andre vinder, siger han.
Mads Pedersen har nu 143 point i pointkonkurrencen. Girmay har 79, og herefter følger Max Kanter (Astana) med 77 og Jasper Philipsen (Alpecin) med 72 point.
5. etape blev vundet af Olav Kooij fra Decathlon. Mads Pedersen sad godt placeret i finalen, men blev overhalet af flere konkurrenter.
Danskeren siger til TV 2, at benene var, ”som de plejer” i spurten. Det er ”ikke noget nyt”, at han ikke kan slå de hurtigste sprintere.
Mads Pedersen har aldrig vundet den grønne trøje i Tour de France, men har vundet pointkonkurrencen i både Giro d’Italia og Vuelta a Espana.
Tirsdag vandt han 4. etape af Tour de France efter en dominerende Lidl-Trek-indsats i etapens udbrud.