Rasmus Lund tager VM-sølv i individuelt forfølgelsesløb
Rasmus Lund tabte duellen om VM-guld til britiske Josh Charlton i 4000 meter individuelt forfølgelsesløb.
Det blev ikke til den helt store overraskelse, da danske Rasmus Lund Pedersen natten til lørdag dansk tid vandt sølv i 4000 meter individuelt forfølgelsesløb ved VM i banecykling i Chile.
I kampen om guldmedaljen blev den 27-årige dansker sat til vægs af den britiske storfavorit Josh Charlton.
Briten tog guldet i tiden 4 minutter og 4,122 sekunder. Det var over tre sekunder hurtigere end Rasmus Lund, der i finalen kørte i tiden 4 minutter og 7,496 sekunder.
Det var forventet, at det ville blive en for stor mundfuld for Rasmus Lund, der for første gang kørte disciplinen i VM-sammenhæng.
Rasmus Lunds præstation i den individuelle finale var en smule langsommere end i kvalifikationen. Her kørte han i tiden 4 minutter og 5,092 sekunder. Det var næstbedst efter storfavoritten Charlton, og derfor skulle de to dyste om guldet.
Den danske cykelrytter Amalie Dideriksen vandt natten til lørdag dansk tid sin anden VM-medalje ved dette års banecykling, da hun snuppede bronze i omnium.
I det afgørende pointløb skulle det helt ned til den sidste spurt, før der blev fundet en afgørelse.
Her spurtede Dideriksen sig til en andenplads, hvilket var nok til at snuppe bronzen lige for næsen af belgiske Shari Bossuyt.
Onsdag vandt Dideriksen VM-sølv i scratch bag hollandske Lorena Wiebes, og netop Wiebes var igen stærkest i omnium og vandt guld. Franske Marion Borras tog sølvet foran Dideriksen.
Danmark er nu oppe på fire medaljer ved dette års verdensmesterskab i banecykling i Chile.