Fortsæt til indhold
Cykling

Vingegaard tabte tid til sin hovedrival i Vueltaen

Nu venter der én afgørende udfordring for Jonas Vingegaard, selvom der også er en mulighed for, at der kan opstå en form for ravage fredag.

En lurende frygt blev afværget for Jonas Vingegaard.

Hovedrivalen Joao Almeida hentede ganske vist en tidsgevinst på den 12 kilometer lange, flade enkeltstart torsdag aften.

Forskellen lå imidlertid på et acceptabelt niveau for danskeren, der tabte 10 sekunder til portugiseren, som blev nummer to på enkeltstarten lige bag dagens vinder, Filippo Ganna.

»På en enkeltstart som den her favoriserer det, at man er lidt tungere og har lidt mere power. Jeg kan være glad for, hvordan jeg kørte. Følelsen var god derude, så det giver noget selvtillid frem mod de kommende dage,« sagde Jonas Vingegaard til TV 2 efter etapen.

Over for tv-kanalen erklærede danskerens sportsdirektør og landsmand, Jesper Mørkøv, sig også tilfreds, mens han erkendte, at Jonas Vingegaard ikke har været lige så flyvende som vanligt på det seneste.

Mulighed for ravage

18. etape var blevet mere end halveret for at undgå, at propalæstinensiske demonstranter atter kunne påvirke afviklingen af løbet.

Det virkede som en fordel for Jonas Vingegaard i forhold til at bevare sit forspring på 50 sekunder til Joao Almeida i klassementet. Den danske Visma-kaptajn har virket atypisk afkræftet på de seneste bjergetaper, hvor konkurrenterne pludselig har hentet næring til håbet om at kunne besejre storfavoritten, som har døjet med sygdom under løbet.

Derfor kunne de danske fans frygte en afgørende nedtur på enkeltstarten.

Ved den første mellemtid var Vingegaard to sekunder langsommere end Almeida, der var yderligere et sekund foran danskeren ved den anden mellemtid.

Portugiseren leverede en flot afslutning, der har bragt afstanden i klassementet ned til 40 sekunder inden den sidste store udfordring i weekenden.

I første omgang venter der en flad etape fredag, hvor sidevind kan skabe ravage på trods af det flade terræn. Det største klassementsslag kommer dog formentlig først i form af det sidste og afgørende bjergslag lørdag, inden løbet bliver afsluttet med paradekørslen ind mod Madrid søndag aften.