Vingegaard-rival fragtet til hospital efter kollision
Remco Evenepoel er blevet indlagt på hospital i Anderlecht efter kollision med køretøj under træningstur.
Den belgiske cykelstjerne Remco Evenepoel er tirsdag kommet galt afsted under en træningstur i hjemlandet.
Det skriver den belgiske avis Het Laatste Nieuws ifølge nyhedsbureauet NTB.
OL-vinderens far bekræfter over for avisen, at Evenepoel er blevet kørt på hospitalet, hvor han skal gennemgå undersøgelser.
- Remco bliver kørt til Erasmus Hospital i Anderlecht. Vi må vente og se, hvordan han har det. Vi er på vej til sygehuset, siger faren.
Avisen bringer billeder fra stedet, hvor uheldet skete. De viser Quick-Step-rytteren siddende oprejst med et tæppe rundt om sig.
Den 24-årige belgier skulle angiveligt have kollideret med en åben dør på en postbil.
Quick-Step-boss Patrick Lefevere fortæller til det belgiske medie Sporza, at Evenepoel har smerter i skulderen og hånden.
- Vores læge tager sig af det, lyder det.
Belgierens cykel gik i stykker i forbindelse med uheldet.
- Men det er bedre, at det er hans cykel end hans arm, siger Lefevere.
Evenepoel blev nummer tre i det samlede klassement i årets Tour de France.
Ved OL i Paris blev belgieren dobbelt olympisk mester. Quick-Step-rytteren vandt både mændenes linjeløb og enkeltstart.